En blide er en krigsmaskine fra middelalderen. Den kan kaste genstande på 90 kg over 300 m.[1] De genstande kan være sten, brændende træ, døde dyr eller mennesker mod belejrede borge og byer.
Når bliden kastede lig, var det for at sprede sygdom blandt borgens indbyggere.
Det menes at kineserne var de første til at bruge blider i det 6. århundrede f.Kr. Kendskabet til de nye og meget effektive belejringsmaskiner spredte sig mod vest til de arabiske lande og kom i det 9. århundrede e.Kr. til Europa.
Der har i mange år eksisteret modeller af de enorme krigsmaskiner. Middelaldercentret har den største danske blide. Den var i lang tid den største i verden, men i juni 2005 blev den overgået af en blide på Warwick Castle i England. I 2011 vandt Middelaldercentret rekorden tilbage, da der blev sat en længere kastearm på den store blide efter at den gamle knækkede.[2] Museet har også verdens ældste eksisterende blide, der blev bygget i anledning Nykøbing Falsters 700 års jubilæum i 1989.[3]