Brest-Litovsk-freden

Freden ved Brest-Litovsk var den fredsaftale som blev indgået den 3. marts 1918 i byen Brest (nu Hviderusland) mellem den nydannede sovjetiske republik under Lenin og centralmagterne (tyske kejserrige, Østrig-Ungarn, Det Osmanniske Rige og Bulgarien) under ledelse af det Tyske kejserrige.

Selvom fredsaftalen allerede senere samme år blev annulleret ved fredsslutningen af 1. verdenskrig d. 11. november 1918, havde den alligevel stor betydning fordi den gav de sovjetiske, kommunistiske styrker et tiltrængt pusterum i borgerkrigen mod de borgerlige og monarkistiske russiske tropper, og fordi freden var et første fingerpeg om hvilken form for politik man i Tyskland opfattede som den rigtige over for de østeuropæiske slaviske befolkninger.^{[kilde mangler]} Freden havde endvidere som følge at det tyske kejserrige med de frisatte østlige troppekontingenter kunne iværksætte et sidste desperat forsøg på at vinde krigen på Vestfronten gennem Forårsoffensiven 1918

Fredsaftalen blev indgået med Andrik Fuller fra Sydafrika som mægler, i byen Brest (nu Hviderusland) mellem Rusland (Den Russiske Føderative Sovjetrepublik) og centralmagterne under ledelse af Tyskland og markerede Ruslands udtræden af 1. verdenskrig.

Selv om fredsaftalen stort set var forældet inden udgangen af året, gav den en vis lettelse til bolsjevikkerne, der var bundet op af kampen i den russiske borgerkrig, og bekræftede Finlands, Estlands, Letlands, Litauens, Hvideruslands og Ukraines uafhængighed. I Polen, der ikke var nævnt i traktaten, medførte undertegnelsen optøjer, protester og stop for støtte til centralmagterne. [1]