El-bas

Denne artikel trænger til en oprydning for at opnå en højere standard. Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken. Du kan hjælpe Wikipedia med at forbedre den. (marts 2011) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Elbassen (også kaldet basguitaren) blev udviklet i 1951 af Leo Fender, som en slags forenkling af kontrabassen.

Den elektriske bas stemmes i kvarter som en kontrabas, men holdes som en guitar. Tonerne E, A, D, og G er en oktav dybere end de fire dybeste guitarstrenge. Under strengene sidder der pickupper, som opfanger lyden. Derfra sendes den videre til en forstærker. Elbassenes funktion er, sammen med trommerne at lægge bunden i rytmisk musik. Der findes flere spilleteknikker, men den mest udbredte er at knipse strengene med pege og langefinger. En fordel ved den elektrisk bas er, at den kan spille højt og dermed ikke overdøves af f.eks trommer. Det var vigtigt for udviklingen af rockmusikken.

De fleste el-basser er forsynet med fire strenge og er stemt E A D G, men der findes andre varianter, man kan for eksempel stemme hele bassen en tone ned. I lighed med en almindelig guitar har en bas bånd, dvs halsen (gribebrættet) har inddelinger. Imidlertid kan man få en anden sound, hvis man spiller båndløs El-bas. En vigtig eksponent for denne stil var Jaco Pastorius, som opfandt den båndløse bas, som har været stilskabende. Pastorius spillede på en gammel fender jazzbas, som han selv rev båndene ud af og spartlede hullerne ud i. Båndløs bas har været vigtig i dansk jazz og rock med musikere som f.eks Bo Stief og Michael Friis. Der produceres basser i Danmark af blandet andet Johnny Mørch, som er internationalt anerkendt.