Hvidehavskanalen (russisk: Беломорско-Балтийский канал, tr. Belomorsko-Baltijskij kanal; kort russisk: Беломорканал, ББК, tr. Belomorkanal, BBK), der åbnede den 2. august 1933, er en kanal, som forbinder Hvidehavet med Østersøen nær Sankt Petersborg. Kanalens oprindelige navn var Беломорско-Балтийский канал имени Сталина (dansk: Hvidehavet-Østersøen kanalen, Stalin). Under kanalens konstruktion døde 12.000,[1] Gulagfanger ifølge officielle oplysninger.
Kanalen løber delvist langs flere floder og to søer, Onegasøen og Vygozerosøen. Den totale længde af ruten er 227 km[2][3], hvoraf kanalen udgør omkring 37,1 km[4][5][6][2] (ifølge andre kilder 43 km[7][8] eller 48 km[9]) og 19 sluser[2]. I 1940 var mængden af trafik omkring en million tons, som var 44% af kapaciteten[10]. I sejlsæsonerne 2008-2010 var det planlagt sluserne skulle fungere fra den 20. maj indtil 15./30. oktober, hvilket giver 148-163 sejldage pr. år[11]. Kanalens økonomiske potentiale er begrænset af dens begræsede dybde på 4 m[kilde mangler] og den korte tid den er isfri, der forhindrer mange fartøjer i at bruge kanalen[kilde mangler].
Sovjetunionen præsenterede kanalen som et eksempel på den første femårsplans succes[kilde mangler]. Kanalen blev bygget i løbet af 20 måneder[4] mellem 1931 og 1933 og blev færdig fire måneder før planlagt[kilde mangler]. Efter opførelsen blev 12.000 fanger løsladt som en belønning for deres indsats[12]. Samtidigt omkom omkring 12.000 arbejdere under byggeprocessen, i henhold til de officielle registre,[1] mens der i følge Pulitzerprisvindren Anne Applebaums skøn var 25.000 dødsfald.[13] Dissidenten Aleksandr Solsjenitsyn har fremsat ubekræftede påstande om at 250.000 ud af 350.000 bygningsarbejdere mistede livet i byggeperioden[14].