Kolonat

Kolonat (lat. colonus fæstebonde; colo jeg dyrker) er en betegnelse for et fæsteforhold i den romerske kejsertid.

Fæsterne (coloni, agricolae, rustici) var ikke slaver, men livegne bundet til jorden (glebae adscripti); de kunne gifte sig og erhverve formue, men denne hørte ligesom de selv og deres familie uopløselig til den jord, de havde i fæste.

Jordejeren kunne revse dem, forfølge dem som undvegne slaver, når de forlod jorden, og vindicere dem tilbage fra tredjemand, der sad inde med dem. På den anden side var de dog ikke helt retsløse. Jordejeren måtte således ikke vilkårlig forhøje fæsteafgiften, og mod overgreb i den retning kunne de søge ly hos domstolene; ej heller måtte han skille dem fra jorden, ved hvis salg de derimod skiftede husbond og herre.

Grundene til dette stavnsbånd var dels agrarpolitiske grunde, nemlig for at sikre jordens dyrkning, dels finanspolitiske, for at sikre skyldsætningens nøjagtighed – godsejeren betalte nemlig en kopskat for de i skatteregistrene for hans gods indførte koloni – dels vel også militære, idet de soldater, som grundejeren skulle stille, blev taget af disse fæstere. Forholdet lignede altså i meget senere tiders livegenskab.