Middelklasse er en betegnelse for det sociale lag i et samfund, som hverken tilhører borgerskabet eller arbejderklassen, og som dermed er i midten af samfundets socioøkonomiske hierarki. Medlemmer af middelklassen er således karakteriseret ved at have en vis økonomisk uafhængighed, men besidder ingen større social magt. Middelklassen er den suverænt største gruppe i Vesten, men er trods dens størrelse karakteriseret ved ikke at have nogle særlige interessefællesskaber. Afgrænsningen til især arbejderklassen er relativt flydende i Danmark, bl.a. grundet det høje lønniveau.
Middelklassen har sine rødder i købstædernes mindre selvstændige erhvervsdrivende inden for handel, landbrug og håndværk – også kaldet småborgerskabet. Op gennem 1700- og 1800-tallet voksede middelklassen sig gradvist større, og i løbet af 1900-tallet var den materielle velstand blevet så høj, at langt størstedelen af befolkningen i de vestlige lande betegnedes som tilhørende middelklassen. Efterhånden har middelklassen udviklet sig til primært at omfatte funktionærer og dermed ansatte i den tertiære sektor. Nyere marxistisk teori opererer med en arbejderklasse, der indbefatter de funktionærer, som har et rutinepræget arbejde, mens de højtuddannede funktionærer og selvstændige i liberale erhverv tilhører middelklassen. Den klassiske marxisme taler i stedet om en privilegeret arbejderklasse, mens man indenfor sociologien ofte anvender betegnelsen middelklasse. Her tilskrives klasseopdelingen af et samfund i høj grad den franske kultursociolog Pierre Bourdieu (1930-2002).