Pligtetik

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Pligtetik (af græsk deon (δέον), pligt) også kaldet deontologi eller deontologisk etik) er en filosofisk teori om at valg bør baseres på regler eller moralske principper, og at "det rigtige valg" vejer tungere end resultaterne. Det normative fundament findes i, at mennesket har visse pligter som er absolutte og ufravigelige.

Pligtetik indtager det standpunkt at en handlings moralske værdi er uafhængig af værdien af dens konsekvenser. Det vigtigste for pligtetikken, i den kantianske tradition, er den gode vilje og respekten for menneskets medfødte rettigheder (begrebet "den gode vilje" er dog mere centralt i moderne dydsetik). Modsat mener konsekventialister, at den rette handling maksimerer gode konsekvenser af en upartisk bestemmelse af godt og ondt.

Pligtetikkens hovedskikkelse er den tyske filosof Immanuel Kant. I sit moralfilosofiske hovedværk Grundlegung zur Metaphysik der Sitten taler han stærkt for, at mennesket i sig selv er et mål, der har visse rettigheder. Det er i skarp modsætning til den senere utilitarisme, der både ser mennesket som et middel og et mål, idet de er midlet til at generere velvære, som er målet. Pligtetikken er således i høj grad en rettighedstænkning.


Developed by StudentB