Russificering refererer dels til officielle og uofficielle politiske målsætninger i Rusland og Sovjetunionen med det formål at sprede russisk sprog og russisk kultur til minoriteter rundt om i landet. Dette afspejles blandt andet i spredning af det russiske sprog på bekostning af lokale slaviske, uralske og andre minoritetssprog.
De to hovedretninger af russificeringen er politik og kultur. Det hævdes også, at tvangforflytninger af folkegrupper til fordel for den russiske befolkningsgruppe også er en slags russificering. I politik indebærer det delvis at give russere højere embeder og bedre tjenester.
En form af russificering er at bruge det officielle kyrilliske alfabet for sprog, som oprindelig benyttede det latinske alfabet, eksempelvis tatarsk og karelsk.