Socialhistorie er en gren af historiefaget, som ofte benytter samfundsvidenskabelige metoder i studiet af fortiden. Historieskrivning, der regnes for at være socialhistorisk, har gerne et ”nedefra-og-op-perspektiv” på samfundet og lægger ofte vægt på de lavere klassers historie, hvilket gør, at socialhistorien på nogle punkter adskiller sig fra den politiske histories fokus på politiske eliter. Denne ambition går i hvert fald tilbage til John Richard Greens A Short History of the English People fra 1874 og visse danske historikere har argumenteret for, at allerede Erik Arup, der er en af de vigtige personer i udviklingen af historiefaget i Danmark, til dels arbejdede socialhistorisk.[1] Socialhistorie kan også henvise til den historieskrivning, der fokuserer på "sæder og skikke i hverdagslivets historie" eller til historieskrivning, der relaterer sig til den økonomiske historie.[1] Socialhistorien, der især vandt især frem i 1960'erne og 1970'erne, er således både et udtryk for et tematisk skifte såvel som et metodisk og teoretisk skifte i historieskrivningen.[1] I Danmark har især det store 7-bindsværk Dansk socialhistorie (1979-82), som Vagn Dybdahl var en vigtig initiativtager til, været en vigtig milepæl i den socialhistoriske forskning.[2] Tidligere havde den socialhistoriske forskning ofte rod i Tysklands historikermiljø; dvs. en gruppe af historikere, der i en vis grad så sig selv som værende i opposition til Leopold von Ranke. Senere blev den franske Annales-skole et vigtigt bidrag til videreudviklingen af socialhistorien.[1]