Socialkonstruktivisme er en sociologisk retning, der arbejder med, hvordan virkeligheden i større eller mindre grad skal forstås som en social konstruktion og hvordan sproget former menneskets evne til og mulighed for at erkende verden. Som navnet siger betragter den hvad, der gælder som virkeligt, afhænger af, hvilke måder at kategorisere og tale om tingene på, der har gennemslagskraft i samfundet.[1] I modsætning til de fleste ældre former for antirealisme hævder den ikke, at virkeligheden afhænger af, hvad det enkelte menneske oplever.
Socialkonstruktivismen forholder sig ligesom postmodernismen til diskursive forløb. Som erkendelsesteori er dens overordnede indfaldsvinkel at give bud på, hvorledes social kontekst påvirker erkendelsen.[2] Der er tale om en kritisk sociologi, som er inspireret af Thomas Kuhns paradigmebegreb, hvor det fremhæves, at videnskabelige teorier er begrænsede af det fremherskende videnskabelige paradigme, indtil en ny viden sætter spørgsmålstegn ved dette.[3] Der er således tale om videnskabssociologisk orientering, der betoner, at videnskabelig erkendelse er socialt situeret og ikke objektiv.[4] Udtrykket blev først anvendt af Peter L. Berger og Thomas Luckmann i The Social Construction of Reality.