En tangskov er et undersøisk område med en høj tæthed af tangplanter. Tangskove regnes for at være blandt de mest produktive og dynamiske økosystemer på Jorden.[1]
Tangskove kendes fra alle Jordens tempererede og arktiske oceaner. I 2007 opdagede man dog også tangskove i de tropiske vande nær Ecuador.[2]
Botanisk set består tangskove som regel af brunalger af Laminaria-ordenen. De danner et unikt tredimensionelt habitat for marine organismer og bruges af videnskaben til at skaffe indsigt i mange økologiske processer og har i det seneste århundrede været fokus for en omfattende udforskning - især indenfor trofisk økologi - og inspirerer fortsat til relevante idéer og indsigter, der rækker ud over deres egen særlige natur.