Den amerikanske borgerkrig | |||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Maleri af Slaget ved Gettysburg |
|||||||||
|
|||||||||
Parter | |||||||||
Unionen (Nordstaterne) | Konføderationen (Sydstaterne) |
||||||||
Ledere | |||||||||
Abraham Lincoln Ulysses S. Grant | Jefferson Davis Robert E. Lee |
||||||||
Styrke | |||||||||
2.200.000 | 1.064.000 | ||||||||
Tab | |||||||||
110.000 dræbt i kamp 360.000 døde i alt 275.200 sårede | 93.000 dræbte i kamp 258.000 døde i alt 137.000+ sårede |
Den amerikanske borgerkrig (1861–1865) (i Sydstaterne også kaldet krigen mellem staterne) var en borgerkrig i De Forenede Stater. Elleve sydlige slavestater trådte ud af Unionen og dannede Amerikas Konfødererede Stater. De kæmpede mod Unionen af alle de stater, hvor slaveriet var afskaffet og fem stater, hvor slaveri fortsat var tilladt (grænsestaterne). Unionen blev anført af præsident Abraham Lincoln og Konføderationen blev anført af Jefferson Davis.
Staterne der dannede Konføderationen trådte ud af Unionen, fordi Lincoln var modstander af, at slaveriet skulle tillades i nye territorier, som blev optaget som stater i De Forenede Stater, og hans sejr ved præsidentvalget i 1860 resulterede i, at syv sydstater erklærede, at de trådte ud af Unionen, endnu inden Lincoln var tiltrådt som præsident.[1] Unionen afviste, at man kunne udtræde og betragtede det som et oprør.
Fjendtlighederne startede den 12. april 1861, da konfødererede styrker angreb Unionens Fort Sumter i South Carolina. Lincoln svarede igen med at opfordre frivillige til at melde sig til en hær, som skulle bestå af soldater fra alle stater. Det fik yderligere fire slavestater til at træde ud af Unionen. I løbet af krigens første år sikrede Unionen sig kontrollen over grænsestaterne og etablerede en flådeblokade af alle Sydstaternes havne, mens begge parter opbyggede hære og samlede forsyninger. I 1862 resulterede en række slag som Slaget ved Shiloh og Slaget ved Antietam i store tab – langt større end tidligere i USA's historie. I september 1862 gjorde Lincolns Emancipationserklæring slaveriets afskaffelse i Syden til et krigsmål. Det forstærkede Sydstaternes mangel på mandskab.
I den østlige del af landet vandt Sydstaternes general Robert E. Lee en række sejre over Unionens hære, men Lees nederlag i Slaget ved Gettysburg først i juli 1863 blev et vendepunkt. General Ulysses S. Grants samtidige erobring af fæstningerne Vicksburg og Port Hudson ved Mississippifloden gav Unionen den fulde kontrol over Mississippi og skar Sydstaterne over i to dele.
Grant udkæmpede blodige udmattelsesslag mod Lee i 1864 og tvang ham til at forsvare Konføderationens hovedstad Richmond i staten Virginia. Unionsgeneralen William Sherman erobrede Atlanta i Georgia og begyndte sin berømte Shermans march mod havet, som ødelagde et 150 km bredt bælte af Georgia. Konføderationens modstand begyndte at bryde sammen, og Lee overgav sig til Grant efter Slaget ved Appomattox Courthouse den 9. april 1865.
Krigen, som var den blodigste i Amerikas historie, kostede 620.000 soldater livet[2] foruden et ukendt antal civile. Den afsluttede slaveriet og genskabte Unionen. De sociale, politiske, økonomiske og racemæssige spørgsmål, som var baggrund for krigen, fortsætter med at påvirke nutidens amerikanske tankegang.