Andrea Corr | |
---|---|
Information | |
Født | Andrea Jane Corr 17. maj 1974 Dundalk, County Louth, Irland |
Genre | Pop, rock, keltisk musik |
Beskæftigelse | Sanger Sangskriver Skuespiller |
Aktive år | 1990 - nu |
Pladeselskab | Atlantic, AC Records |
Associeret med | The Corrs |
Instrumenter | |
Sang | |
Eksterne henvisninger | |
andreacorr.com |
Andrea Jane Corr MBE (født 17. maj 1974) er en irsk musiker, sangskriver og skuespiller. Corr debuterede i 1990 som forsanger for den keltiske folkrock- og popgruppe The Corrs sammen med sine tre ældre søskende Caroline, Sharon og Jim. Udover at være forsanger spiller hun også tinwhistle, ukulele og klaver.[1]
Sammen med de andre har Corr udgivet seks studiealbum, to opsamlingsalbum, et remix album og to livealbum. Andrea har også haft en solokarriere; hendes debutalbum, Ten Feet High, udkom i 2007,[2][3] og det var langt fra samme genre som The Corrs, idet det var mere dance-poporienteret.[4] Hendes næste album blev udgivet den 30. maj 2011, og det bestod udelukkende af coverversion af sange, som var vigtige for hende, da hun var yngre.
Andrea har været involveret i mange velgørenhedsorganisationer og aktiviteter i forbindelse hermed. Hun har spillet velgørenhedskoncerter for at indsamle penge til Pavarotti & Friends Liberian Children's Village, Freeman Hospital i Newcastle upon Tyne, England, ofrene for bombeangrebet i Omagh i Nordirland og The Prince's Trust i 2004.[5][6][7][8] Hun er ambassadør for Nelson Mandelas "46664"-kampagne, der søger at øge opmærksomheden om HIV og AIDS i Afrika.[9] Under Live 8 i Edinburgh den 2. juli 2005 optrådte The Corrs med "When the Stars Go Blue" sammen med Bono for at fremme Make Poverty History-kampagnen.[10] Sammen med sine søskende blev hun udnævnt æres-M.B.E. i 2005 af Elizabeth 2. af Storbritannien for sine bidrag til musik og velgørenhed.[11]