Angkor Wat | |
---|---|
Religiøst tilhørsforhold | Buddhisme |
Land | Cambodja |
By | Siem Reap |
Arkitektonisk stil | Angkor Wat-stil |
Bygherre | Suryavarman 2. |
År færdigt | Begyndelsen af det 12. århundrede |
Angkor Wat (eller Angkor Vat) (khmer: អង្គរវត្ត – dansk: omtrent bytempel) er et tempelkompleks ved Angkor, Cambodja, der ligger nogle få kilometer nord for den moderne by Siem Reap. Templet er bygget til kong Suryavarman 2. i begyndelsen af det 12. århundrede som hans statstempel. Udenom templet lå hovedstaden, bestående af nu forsvundne træbygninger. Som det bedst bevarede tempel i området er det det eneste tempel, der har bibeholdt sin religiøse betydning op til vores dage, først som hinduistisk tempel indviet til Vishnu og siden som buddhistisk tempel. Templet anses for det arkitektoniske højdepunkt i den klassiske khmerkultur.
Angkor Wat kombinerer to grundformer af khmertempler: tempelbjerget og det senere galleritempel. Det er designet til at repræsentere bjerget Meru, der er hjemsted for guddommene i hinduismen. Inden for en voldgrav og en ydre mur på 3,6 km er der tre gallerier, der hver især er hævet over det forrige med fem store tårne i et kryds i centrum. Templet er i modsætning til de fleste andre templer i området vendt mod vest, og betydningen heraf er ikke klar. En teori om årsagen er, at templet var et mausoleum, mens en anden forklaring er, at templet var indviet til Vishnu.
Templet har undergået en omfattende restaurering siden det blev kendt i den vestlige verden i 1857. Maurice Glaize, som bl.a. skrev den stadig meget brugte guidebog Monumenterne i Angkor Gruppen, ledede restaureringsarbejdet i perioden 1936-1945.
Templet er generelt beundret for sin storslåethed og harmonien i dets arkitektur samt de omfattende basrelieffer udsmykket med religiøse fortællinger og talrige devaer (venlige guddomme), asuraer (dæmoniske guddomme) og apsaraer (nymfer).
Cambodja bruger templet som symbol for landet. Det optræder i landets flag og er landets største turistattraktion.