Anne Marie Mangor | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 12. juni 1781 København, Danmark |
Død | 16. maj 1865 (83 år) |
Gravsted | Assistens Kirkegård |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Kok, kogebogsforfatter, forfatter |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Anne Marie Mangor født Bang (født 12. juni 1781 i København, død 16. maj 1865 sammesteds) var en dansk forfatter af kogebøger. Anne Marie Mangor blev som kogebogsforfatterinde kendt under navnet Madam Mangor. Hun udsendte i 1837 anonymt og på eget forlag sin første kogebog, der indeholdt en række forud afprøvede opskrifter med nøjagtig angivelse af mål, vægt og tid. I 1840 kom Syltebog for smaa Huusholdninger og året efter Fortsættelse af Kogebog for smaa Huusholdninger. Disse tre bøger er solgt i omkring en halv million eksemplarer. Så sent som i 1966 udkom et kommenteret udvalg af opskrifterne fra Kogebog for smaa Huusholdninger (ved Mogens Brandt), der kan regnes som bogens 47. oplag. [1]
"Man tager et sølvfad" er en talemåde, der fejlagtigt tillægges madam Mangor. [2] Hun har aldrig benyttet udtrykket, og sølvfade er slet ikke omtalt i hendes kogebøger. Derimod indledte Margrethe Sophie Nielsen i sin Vejledning i Kogekunsten for Huusmødre og Huusholdersker fra 1829 opskriften "Gedder på fad" med ordene: "Dertil tager man et sølvfad". Det var imidlertid ikke for at flotte sig, men fordi gedderne skulle serveres i en rand af butterdej; så fadet måtte tåle at gå i ovnen. [3]