Anselm af Canterbury | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 1033 Aosta, Italien |
Død | 21. april 1109, 28. april 1109 Canterbury, Storbritannien |
Gravsted | Canterbury Katedral |
Ægtefælle | Blev aldrig gift |
Uddannelse og virke | |
Elev af | Lanfranc |
Beskæftigelse | Teolog, romerskkatolsk præst, forfatter, ærkebiskop, filosof |
Fagområde | Filosofi |
Arbejdssted | Canterbury Katedral, abbaye Notre-Dame du Bec, abbaye aux Hommes, Lyon |
Elever | Gilbert Crispin[1], Anselm af Laon, Ralph, Abbot of Battle[2] |
Kendte værker | Monologion[3], Proslogion[4], Cur deus homo |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Anselm af Canterbury (født 1033 i Aosta, Italien, død 21. april 1109 i Canterbury i England) var en italiensk teolog og filosof af benediktinerordenen. Han regnes for en af skolastikens grundlæggere. Anselm var ærkebiskop af Canterbury fra 1093 til 1109 og blev kirkelærer og helgen med festdag den 21. april.
Anselm skrev øvelser og meditationer helt i overensstemmelse med klosterlitteraturen, men dertil kom et nyt spekulativt element. Anselm citeres for Credo ut intelligam (latin: ”jeg tror for at jeg kan forstå”). Det har forbindelse til Gregor den Store (540-604) og den tidligere tradition med at troen, som hos Gregor først og fremmest er hjertets sag, kommer først, men dertil en ny lyst til også at forstå trosindholdet og forklare rationelt, hvorfor man tror, og mere konkret hvad man tror. I den forstand skete der noget nyt i Anselms periode på tærsklen til 1100-tallet.[5]
Som ærkebiskop af Canterbury arbejdede Anselm for kirkens frihed.
Anselm ophøjedes til kirkelærer 1720. Otte hundrede år efter Anselms død promulgerede eller kundgjorde pave Pius X encyklikaen Communium Rerum i 1909, i hvilken Anselms skrifter kommenteres og hyldes.