Apokryfe skrifter

Apokryfe skrifter er skrifter, der af religiøse autoriteter ikke regnes for at være guddommeligt inspirerede eller som på anden måde er draget i tvivl og ikke regnes som kanoniske, dvs. ikke autoritative.

Der er i den kristne tradition tre overordnede grupper af apokryfe skrifter:

• De Deuterokanoniske Bøger kaldes også de Gammeltestamentlige Apokryfer og anerkendes som del af Bibelen af de ortodokse kirker og den romersk-katolske kirke, men ikke af de protestantiske kirker. I lutherske og anglikanske bibler har man dog traditionelt medtaget dem i en egen sektion mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, idet de (bl.a. af Luther) blev anset for at være gode og opbyggelige at læse, selv om de ikke stod på lige fod med de kanoniske skrifter.
• De Gammeltestamentlige Pseudepigrafer regnes som hovedregel ikke for en del af Bibelen, men er nært beslægtede med disse i temaer og indhold og kan derfor være nyttig læsning til forståelse og fortolkning af de kanoniske skrifter. Herunder henregnes dog normalt også Første Enoksbog, selv om den regnes for kanonisk af Den ætiopisk-ortodokse kirke.
• De Nytestamentlige apokryfer omhandler nytestamentlige skikkelser og regnes tilsvarende heller ikke som del af Bibelen.

Når der skelnes skarpt mellem kanoniske og apokryfe skrifter, indebærer det, at kun de kanoniske anses for "inspirerede" og derfor normgivende for troslæren. At et skrift er kanonisk, garanterer ikke at dets indhold er historisk; ej heller behøver et apokryft skrift at være uden historisk kildeværdi.

Helt uden for opdelingen i kanoniske og apokryfe skrifter falder Mormons Bog.