Apopleksi Klassifikation | |
---|---|
Information | |
Navn | Apopleksi |
Medicinsk fagområde | neurokirurgi, neuromedicin |
Genetisk association | ADAMTS2, ALDH2, AIM1, ZFHX3, IMPA2, KALRN, HDAC9, ADAMTS12, SPSB4 |
SKS | DI61, DI63, DI64 |
ICD-10 | I61, I63, I64 |
OMIM | 601367 |
DiseasesDB | 2247 |
MedlinePlus | 000726 |
Patientplus | cerebrovascular-events |
MeSH | D020521 |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Apopleksi (apoplexia cerebri, også kendt som slagtilfælde, hjerneblødning, blodprop i hjernen og stroke) er en pludseligt opstået neurologisk skade eller udfald på baggrund af iskæmi (nedsat blodforsyning) i hjernen. Den kan enten skyldes en blodprop i et forsynende blodkar (85%) eller en bristning af et blodkar, der medfører en blødning i hjernens væv (15%). Ved apopleksi er hurtig reaktion og behandling vigtig for at undgå død og skadelige følger.[1]
Symptomerne i den akutte fase afhænger af hvilket hjerneområde, der er ramt. Hyppigt drejer det sig om nedsat bevidsthed, nedsat kraft og følelse i den ene side af kroppen og kognitive forstyrrelser, der påvirker sprog, rumfornemmelse og hverdagsfunktioner. Psykiske forandringer og depressioner er ligeledes almindelige.
Diagnosen stilles ud fra en klinisk undersøgelse, men det er ikke muligt at skelne mellem en blodprop og en blødning på baggrund af denne.[2] Som supplement til den kliniske undersøgelse vil der næsten altid udføres en CT-scanning eller MR-scanning. Formålet med disse scanninger er at understøtte diagnosen, vurdere prognosen og udelukke differentialdiagnoser, f.eks. tumor/metastaser, subaraknoidal blødning (SAH) og subduralt hæmatom (SDH).
I praksis skelnes der mellem apopleksi, hvor symptomerne har en varighed på over 24 timer og TCI (transitorisk cerebral iskæmi), hvor symptomerne forsvinder inden for 24 timer.
Der ses årligt mellem 10.000-12.000 nye tilfælde af apopleksi i Danmark og det er derved en af de største folkesygdomme. Op imod 10 % af patienterne dør inden for den første måned, og hos de overlevende medfører sygdommen ofte en betydelig invalidering.[3]