Arbejdskraft

Arbejdskraft er den målrettede og kulturbestemte anvendelse af menneskelig energi i forbindelse med produktion eller reproduktion. Den enkeltes arbejdsevne afhænger af personens legemlige, psykiske og sociale sundhedstilstand. Et menneskes samlede arbejdsydelse og endda personen selv betegnes som arbejdskraft eller arbejder. Ganske vist bruger både de autotrofe planter og de heterotrofe dyr energi under fødeoptagelse og formering, men i modsætning til dette naturlige energiforbrug er arbejdskraftforbrug kendetegnet ved, at det altid har en samfundsbestemt karakter.

I økonomisk teori er arbejdskraft en vigtig produktionsfaktor - i mange fremstillinger den eneste produktionsfaktor ud over kapital. I kapitalistiske samfund bliver arbejdskraften til en vare, der handles på arbejdsmarkedet. Arbejdskraftens pris udtrykkes i form af løn. Den kan formelt set være beregnet i forhold til en fastsat mængde producerede varer eller tjenesteydelser (akkordløn), eller den kan være opgjort i forhold til et bestemt tidsforbrug (timeløn). I begge tilfælde er der reelt tale om en beregning af energiforbrug over tid, og derfor er det også altid muligt at omregne fra akkordløn til timeløn.


Developed by StudentB