Augustin

Augustin Senromerske rige
Det ældste kendte billede af Augustin fra 500-tallet i Laterankirken i Rom.
Personlig information
Født	13. november 354 Tagaste, Algeriet/Frankrig
Død	28. august 430 (75 år) Hippo Regius, Algeriet/Frankrig
Gravsted	San Pietro i Ciel d'Oro
Far	Patricius
Mor	Sankt Monica
Søskende	Navigius af Hippo, Perpetua af Hippo
Ægtefælle	Blev aldrig gift
Barn	Adeodatus
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Teolog, musikteoretiker, selvbiograf, historiker, katolsk præst, forfatter, prædikant, filosof, digter, katolsk biskop med flere
Fagområde	Teologi, filosofi
Elever	Heraclius af Hippo
Kendte værker	Om Treenigheden, Om Guds stad, Augustins bekendelser
Påvirket af	Sankt Ambrosius
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Augustin af Hippo eller Aurelius Augustinus (født 13. november 354, død 28. august 430) var den mest berømte teolog, kirkefader og filosof i senantikken. Hans far var hedensk og hans mor var kristen.

På grund af hans åbenhjertige selvbiografi – en af de første – ved vi mere om Augustin end om nogen anden fra samme tid. Han blev født i den romerske by Tagaste (det nuværende Souk Ahras i Algeriet) på den nordafrikanske kyst. Han studerede de latinske klassikere i Karthago med tanke på at blive sagfører og tog en tjenestepige til elskerinde. Han underviste i filosofi i Karthago, inden han drog til Rom, hvor senatet stadigvæk holdt til, og derfra til Milano, hvor kejser Theodosius den Store holdt hof, og hvor Augustin blev udnævnt til professor i retorik i 384. Han lod sig døbe i 386, og efter fem år på Sicilien og i Tagaste, blev han udnævnt til biskop i Hippo i 396. Her boede han til sin død. Hans sidste år var en meget urolig tid, idet vandalerne krydsede Middelhavet til Nordafrika og bevægede sig vestpå mod Hippo og Karthago. Som de fleste germanske stammer var vandalerne arianere, og Augustin så den katolske kirkes autoritet vakle i takt med deres fremrykken. For ham var hans skrifter ingen teoretisk bevisførelse, men en desperat kamp for den type kristendom, han mente var den rigtige. Han anså det som en realistisk mulighed, at han kunne ende som martyr.^[1]

1. ^ Roger Osborne: Civilization (s. 127-9), forlaget Pimlico, London 2006, ISBN 978-0-7126-9138-3