Augustus (pl. Augusti; /ɔːˈɡʌstəs/ aw-GUST-əs,[1]; "majestætisk", "stor" eller "ærværdig") var den primære titel for de romerske kejsere under det romerske kejserrige.[2][3] Det blev givet som både navn og titel til Gaius Julius Caesar Octavianus (hvorefter han blot blev omtalt som Augustus) i 27 f.Kr., hvilket markerede hans tiltrædelse som Roms første kejser. Ved hans død blev det den officiel titel for hans efterfølger, og det blev derefter brugt af alle de efterfølgende kejsere. Den feminine form af ordet er Augusta, og denne blev brugt af romerske kejserinder og andre kvindelige medlemmer af den kejserlige familie. De maskuline og feminine former opstod under den romerske republik i forbindelse med ting, der blev betragtet som guddommelige eller hellige i henhold til den traditionelle romersk religion. Brugen som titler for større og mindre romerske guddomme i kejserriget associerede det kejserlige system og familie med traditionelle romerske dyder og den guddommelige vilje. Det kan betragtes som et træk i den romerske kejserkult.
I de romerske græsktalende provinser blev "Augustus" oversat som Sebastos (Σεβαστός, "ærværdig") eller helleniseret som Augoustos (Αὔγουστος); disse titler fortsatte med at blive brugt i Det Byzantinske Rige indtil Konstantinopels fald i 1453 – selvom de gradvist mistede deres kejserlige eksklusivitet.
Efter det Vestromerske Riges fald blev titlen "Augustus" indarbejdet i titlen for den hellige tysk-romersk kejser – en præcedens skabt af Karl den Store, der brugte titlen serenissimus Augustus. Som sådan blev Augustus nogle gange også brugt som et navn for mænd af aristokratisk oprindelse, særligt i landene i Det Tysk-Romerske Rige. Det forbliver et navn, der gives til mænd.
<ref>
-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet :0