Blod er flydende væv[1], der fylder blodkarsystemet og flyder gennem kroppen. Blodkarsystemet består af hjertet, der pumper blodet gennem pulsårer (arterier), hårkarnet (kapillærer) og blodårer (vener). Dets vigtigste opgave er at transportere ilt og næringsstoffer rundt til kroppens celler samt affaldsstoffer væk fra cellerne igen. Et voksent menneske indeholder 4-5 liter blod.
Ved større operationer, hvor blodtab påregnes eller til medicin, der hjælper mod visse sygdomme, tilfører man patienten friskt blod. Til disse formål tappes bloddonorer, der med jævne mellemrum får tappet ca. ½ liter blod. Blodet transfunderes dog normalt ikke i sin helhed men opdeles i forskellige komponenter (erythrocytter, frisk frosset plasma, thrombocytter), der hver især kan gives til patienter med specifikke behov.
Hvis man stadig regner med gennemsnitsmenneskets blodvolumen på 5 liter, vil blodet bestå af 25 billioner røde blodlegemer (erythrocytter), 1,5 billioner blodplader (thrombocytter), 35 milliarder hvide blodlegemer (leukocytter) og ca. 2½ liter plasma, der indeholder en række forskellige proteiner.
Der findes en lang række blodtypesystemer baseret på forekomsten af bestemte overfladeantigener på erythrocytterne. Blandt de vigtigste er AB0 (hvor man inddeler i fire blodtyper: A, B, AB og 0 (nul)) og Rhesus (hvor man skelner mellem Rhesus-positiv og Rhesus-negativ).