Bodilprisen for bedste mandlige hovedrolle

Bodilprisen for bedste mandlige hovedrolle er en filmpris, der i årene 1948 til 2024 blev uddelt ved den årlige Bodilprisuddeling arrangeret af foreningen Danske Filmkritikere, og som havde til formål at hylde den bedste mandlige præstation i en hovedrolle. Prisen blev uddelt ved den første bodiluddeling i 1948 og sidste gang ved Bodiluddelingen 2024. Fra og med uddelingen i 2025 uddeles ikke kønsopdelte priser.[1]

Som med de øvrige priser ved Bodiluddelingen var dommerkomitéen ikke pålagt at skulle uddele prisen såfremt der ikke kunne findes nogen værdige kandidater, hvilket kun skete fem gange i uddelingens historie.

Skuespillerne Jesper Christensen og Mads Mikkelsen har begge rekorden i kategorien for flest modtagne nomineringer og modtagelse, da begge har fem nomineringer og fire vundne priser.[2]

Den yngste nominerede i kategorien er Bertram Bisgaard for sin rolle i Skyggen i mit øje (2021), da han modtog nomineringen som 15-årig i 2022.[3]

Ved den 75. Bodilprisuddeling i 2022 blev prisen for første gang i historien tildelt en stemmepræstation, da Anders Matthesen modtog prisen for sit arbejde på den animerede komedie Ternet Ninja 2 (2021).[4]

  1. ^ Bodilprisen indfører kønsneutrale priser, 5. november 2024, bodilprisen.dk
  2. ^ Bodil-vindere 2020, | Det Danske Filminstitut, dfi.dk
  3. ^ Bodilprisen 2022: Her er de nominerede – Bodilprisen, bodilprisen.dk
  4. ^ Anders Matthesen skriver filmhistorie - TV 2

Developed by StudentB