Bombefly

B-2 Spirit bombefly fra USAF
Video om bombeflyet B-1 Lancer.

Et bombefly er et militært fly, der kan angribe skibe og mål på jorden med bomber.

Den første kendte anvendelse af bomber kastet fra et fly mod mål på jorden var i 1911, hvor en italiensk pilot smed 4 håndgranater mod to tyrkiske mål fra et observationsfly anvendt under den italiensk-tyrkiske krig[1]. Det var tidligt i flyvningens historie, hvor flyvemaskinernes rolle i krigstjeneste var begrænset til observation af f.eks. fremmede troppebevægelser eller egne artillerinedslag.

I løbet af 1. verdenskrig fandt man på at montere maskingeværerflyvemaskinen til nedskydning af fjendtlige observationsfly, og piloterne fandt også på at nedkaste håndgranater over fjendens skyttegrave. I løbet af krigen blev artillerigranater udviklet til egentlige bomber til nedkastning fra flyvemaskiner; først nogle, som observatøren smed ud over siden fra cockpittet, men senere blev bomberne monteret i egnede holdere under flyet.

I mellemkrigstiden udvikledes bombeflyene og efterhånden som nyttelasten øgedes, kunne maskinerne enten bære få, store bomber(op til 1 ton) eller mange, mindre bomber. I sidstnævnte tilfælde var der ikke plads til bomberne under flyet, så en egentlig bombelast udvikledes, hvor bomberne lå i holdere og blev ført ud gennem bombelugerne i bunden af flyet.

Til forsvar mod fjendtlige jagerfly indførtes en sekundær bevæbning af manuelt betjente maskingeværer, monteret i flyets sider, top, bund, for og agter, ofte i specielt indrettede, drejelige kanontårne (turrets).

Mere moderne forsvarsmekanismer består bl.a. af sensorer, der detekterer om fjendtlig radar er låst på flyet. I sådanne tilfælde kan man efterlade et kunstigt radarekko efter sig i luften ved at skyde chaff ud. Det er små sølvfoliestrimler, der bliver hængende længe i luften og reflekterer radarstråler.

Hvis flyet er mål for et varmesøgende missil, kan der udskydes flares, lyskugler, som med deres varmestråling lokker missiler væk fra flyet.

  1. ^ "Bomber", Encyclopædia Britannica, 2009

Developed by StudentB