Brasiliens historie

Brasiliens historie begynder med ankomsten af den første oprindelige befolkning for over 8.000 år siden til Brasiliens nuværende territorium. I år 1500, da den portugisiske opdagelsesrejsende Pedro Álvares Cabral nåede til den brasilianske kyst, var hele landet beboet af halvnomadiske stammer, der klarede sig som kombinerede fiskere, jæger/samlere og agerdyrkere.

Den første permanente portugisiske bosættelse – São Vicente, en kystby lige syd for den sydlige vendekreds – blev grundlagt i 1532. Fra det 16. til det 18. århundrede, var Brasilien en portugisisk koloni. I begyndelsen udnyttede man især brasiltræ, og senere dyrkede man sukkerrør. I denne periode blev de fleste indianere udryddet, fordrevet eller assimileret, desuden blev afrikanske slaver i stort antal hentet til området. Den 7. september 1822 erklærede landet sin uafhængighed fra Portugal og blev et konstitutionelle monarki, det Brasilianske Rige. Ved et militærkup i 1889 blev der oprettet en republikansk regering. Landet har lige siden været en demokratisk republik, bortset fra tre perioder med åbenlyst diktatur (1930-1934, 1937-1945, og 1964-1985).

Gennem det meste af Brasiliens historie som uafhængigt land har dets politik været domineret af landbrugsoligarkier på alle regeringsniveauer. Deres indflydelse blev mindre (men på ingen måde afskaffet) efter revolutionen i 1930, hvor staten begyndte at gøre sig bemærket som en magt i sig selv, med støtte fra den spirende industrielle sektor og gennem at kontrollere fagbevægelserne inden for industrien. Ikke desto mindre, på trods af alle regimeændringer, har brasiliansk politik hele tiden været domineret af en relativt lille elite og har hvilet på de samme konservative principper, hvilket har medført en af de mest ulige indtægtsfordelinger i den vestlige verden.

Takket være store naturressourcer og billig arbejdskraft er Brasilien i dag Sydamerikas førende økonomiske magt, verdens niendestørste økonomi og har den femtestørste befolkning. Fernando Henrique Cardosos (1995-2002) politik med det formål at begrænse inflationen førte til, at industriens produktion faldt, og den offentlige gæld steg til over 55 procent af det årlige BNP. Afledte konsekvenser af den økonomiske krise i Asien medførte en devaluering af valutaen i 1999, selvom landet modtog 41,5 milliarder dollar fra den Internationale Valutafond (IMF). Væksten i det reelle BNI forblev tæt på stagnationsniveau (2 procent pr. år samtidig med en demografisk vækst på 1,5 procent). Den senere Cardoso-ledede regering blev igen udfordret af stigende inflation og renter, og skattetrykket steg til det rekordhøje 40 procent af BNI.

Disse socio-økonomiske problemer var medvirkende til, at den tidligere fagforeningsformand Luiz Inácio Lula da Silva i 2001 blev valgt som Brasiliens første venstreorienterede præsident på løftet om, at han ville få landet tilbage på en kurs mod økonomisk vækst, men stadig med respekt for en ortodoks økonomisk politik – særligt for at undgå at måtte ty til udenlands- eller offentlig gæld. Lula havde nogen succes med at skabe en gennemslagskraftig, brasiliansk udenrigspolitik, mens han kæmpede med problemerne med ulighed, offentlig gæld, forholdsvis høje skatter og med at tiltrække udenlandske investeringer i landet. Efter halvandet år i embedet var der en tydelig forbedring i Brasiliens betalingsbalance, valutabeholdning og handelsbalance, mens den økonomiske vækst endnu ikke er kommet rigtigt i gang.