Buenos Aires Ciudad Autónoma de Buenos Aires | |||||
---|---|---|---|---|---|
| |||||
Overblik | |||||
Land | Argentina | ||||
Borgmester | Jorge Macri | ||||
Provins | Provincia de Buenos Aires | ||||
Grundlagt | 11. juni 1580[1] | ||||
Postnr. | C1000-14xx | ||||
Telefonkode | 011 | ||||
Demografi | |||||
Indbyggere | 3.121.707 (2022)[2] | ||||
- Areal | 203 km² | ||||
- Befolkningstæthed | 15.355 pr. km² | ||||
Buenos Aires metroområde | 17.523.996 (2022)[3] | ||||
Andet | |||||
Tidszone | Amerika/Argentina/Buenos Aires UTC-3 | ||||
Højde m.o.h. | 25 m | ||||
Hjemmeside | buenosaires.gob.ar | ||||
Oversigtskort | |||||
Buenos Aires er Argentinas hovedstad og største by. Den ligger på Río de la Platas vestlige bred på den sydamerikanske østkyst. "Buenos Aires" er spansk for "milde vinde" eller "god vind". Byen, der blev grundlagt i 1500-tallet, blev oprindeligt døbt "Real de Nuestra Señora Santa María del Buen Ayre". Hovedstadsregionen Buenos Aires, der også omfatter flere af provinsen Buenos Aires' distrikter, er med sine 17 millioner indbyggere det 4. største byområde i Amerika.[4]
Buenos Aires tilhører ikke provinsen Buenos Aires, men er sit eget autonome distrikt. I 1880 blev Buenos Aires efter årtiers politisk uro fjernet fra provinsen Buenos Aires og gjort til føderalt område.[5] Byens grænser blev udvidet til også at omfatte byerne Belgrano og Flores, der i dag er bydele i Buenos Aires. I 1994 opnåede Buenos Aires ved en forfatningsændring autonomi og skiftede officielt navn til Den autonome by Buenos Aires (Ciudad Autónoma de Buenos Aires; "CABA"). Buenos Aires' indbyggere valgte første gang en regeringschef (dvs. borgmester) i 1996. Tidligere blev borgmesteren udpeget af Argentinas præsident.
Buenos Aires anses af mange for at være en verdensby.[6] Byens indbyggere nyder en af de højeste livskvaliteter i Latinamerika og den 91. højeste i verden (2018).[7][8] Det er den mest besøgte by i hele Sydamerika og den næstmest besøgte by i Latinamerika (efter Mexico By).[9]
Buenos Aires er kendt for sin velbevarede, spanske-europæiske arkitektur og sit rige kulturliv.[10][11] I 1951 var Buenos Aires vært for de første Panamerikanske Lege, og byen var i 1978 også med til at afholde det argentinske VM i fodbold. De Ungdomsolympiske Lege vil blive afholdt i Buenos Aires i løbet af 2018.[12] Samme år vil byen være vært for det 13. G20-topmøde.[13]
Buenos Aires er en multietnisk by. Den er hjemsted for adskillige etniske og religiøse grupper. Byens indbyggere taler mange forskellige sprog, selvom det absolut største sprog er spansk. Det har påvirket byens lokale kultur og dialekt. Buenos Aires og Argentina har de seneste 150 år modtaget millioner af immigranter fra hele verden, hvilket har gjort byen så vel som hele landet til en smeltedigel. Buenos Aires anses for at være en af de mest multikulturelle byer i hele Latinamerika.[14]