CARICOM, fork. for Caribbean Community and Common Market, (dansk: Det caribiske fællesskab og fællesmarked) er en international mellemstatslig organisation, der blev grundlagt med ikræfttrædelsen af Chaguaramas-traktaten 1. august 1973. Organisationen blev grundlagt af 13 mindre lande i Caribien, der alle var tidligere britiske kolonier. Senere har yderligere to lande tilsluttet sig. Fem lande er associerede medlemmer og syv har observatørstatus. Organisationen har sekretariat i Georgetown i Guyana.
Formålet med CARICOM var at etablere et fællesmarked a la Det Europæiske Fællesskab, en koordineret udenrigspolitik samt et samarbejde indenfor en række områder, bl.a. uddannelse, idræt og administration til gavn for medlemsstaternes borgere. Denne samordning havde ikke fundet sted siden Den vestindiske føderations opløsning i 1962. CARICOM's resultater har været begrænsede grundet store uenigheder mellem landene.