Curt Weibull | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 19. august 1886 Lund, Sverige |
Død | 10. november 1991 (105 år) Göteborg, Sverige |
Gravsted | Norra kyrkogården |
Far | Martin Weibull |
Søskende | Lauritz Weibull, Carl Gustaf Weibull |
Ægtefælle | Mary Weibull |
Barn | Jörgen Weibull |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Lunds Universitet |
Medlem af | Kungliga Humanistiska Vetenskapssamfundet i Lund, Kungliga Samfundet för utgivande av handskrifter rörande Skandinaviens historia, Vetenskapssocieteten i Lund, Kungliga Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien, Kungliga Vetenskaps- och Vitterhetssamhället i Göteborg |
Beskæftigelse | Historiker |
Arbejdsgiver | Lunds Universitet, Göteborgs Universitet |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Æresdoktor ved Københavns Universitet (1965), Æresdoktor ved Universitetet i Oslo (1946), Æresdoktor ved Aarhus Universitet (1946) |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Curt Hugo Johannes Weibull (19. august 1886 – 10. november 1991) var en svensk historiker og far til historikeren Jörgen Weibull.
Curt Weibull var søn af historieprofessoren Martin Weibull og sammen med broderen Lauritz Weibull var han med til at indføre den moderne kildekritik i det svenske historikermiljø.
Efter studentereksamen i 1904 blev han uddannet ved Lunds Universitet og disputerede i 1915 på en afhandling om Danmarks historie fra Svend Estridsens død til Knud 6., hvor særligt Saxo Grammaticus kildeværdi blev anfægtet. Han forsvarede synspunkterne fra denne disputats så sent som 1986-1987 i en debat med Carsten Breengaard om dennes disputats fra 1982.
Fra 1927-1953 var han professor i historie ved Göteborgs högskola (det senere Göteborgs Universitet) og 1936-1946 rektor samme sted. Han blev æresdoktor ved Oslo (1946), Aarhus (1946) og Københavns Universitet (1965). I 1928 grundlagde han sammen med broren tidsskriftet Scandia. Den 29. oktober 1931 blev han medlem af Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie.
Curt Weibull oplevede som noget usædvanligt at få tilegnet tre festskrifter, da han fyldte henholdsvis 60, 90 og 100 år. Formodentlig opnåede han også inden sin død at være verdens ældste stadig publicerende historiker med sine artikler fra 1989 og 1991.