D-A-D | |
---|---|
Information | |
Pseudonym | Disneyland After Dark (1982-1989) D.A.D (1989-1995) D:A:D (1995-2000) |
Oprindelse | København, Danmark |
Genre | Hård rock, cowpunk, Glam metal |
Aktive år | 1982–nu |
Pladeselskab | Mega (1985–1987) Warner Bros. (USA) (1989–1992) Medley (1989–1991) EMI (1991–2009) Mermaid (2011–nu) |
Medlemmer | Jesper Binzer Stig Pedersen Jacob "Cobber" Binzer Laust Sonne |
Tidligere medlemmer | Lene Glumer Peter Lundholm Jensen |
Eksterne henvisninger | |
http://www.d-a-d.com/ |
D-A-D (også skrevet D.A.D. og D:A:D) er en dansk rockgruppe, der består af brødrene Jesper (vokal og rytmeguitar) og Jacob "Cobber" Binzer (guitar og baggrundsvokal) samt Stig Pedersen (bas og baggrundsvokal) og Laust Sonne (trommer).
Gruppen blev dannet i 1982 af Jesper Binzer, Pedersen og Peter Lundholm Jensen under navnet Disneyland After Dark. I 1984 kom Binzers bror Jacob Binzer med i gruppen, og de regner dette år for deres grundlæggelser. De udgav en EP og to album, Call of the Wild og D.A.D. Draws a Circle med en udpræget cowpunk-lyd. I 1989 kom deres store gennembrud med albummet No Fuel Left for the Pilgrims, der bl.a. indeholdt deres største hit "Sleeping My Day Away", hvor deres musik blev mere rocket. De fik international pladekontrakt og prøvede forgæves at slå igennem i USA. Herefter udgav de yderligere tre studiealbum, Riskin' It All (1991), Helpyourselfish (1995), Simpatico (1997), inden Jensen forlod gruppen i 1998 og blev erstattet med Sonne i 1999, hvorefter gruppen har været uændret siden. De har sammenlagt udgivet 13 studiealbum, hvoraf det seneste, Speed of Darkness, udkom i 2024.
No Fuel Left for the Pilgrims (1989) og Riskin' It All (1991) er gruppens bedst sælgende album med henholdsvis 600.000 og 450.000 solgte eksemplarer på verdensplan. Gruppens hits tæller bl.a. "Sleeping My Day Away", "Laugh 'N' a ½", "Hate To Say I Told You So", "Home Alone 4", "Nineteenhundredandyesterday", "Soft Dogs", "Everything Glows", "Between You & Me" og "Scare Yourself". Gruppen har været nomineret til og vundet utallige musikpriser, og det er den næstmest vindende gruppe eller kunstner ved Danish Music Awards,[1] hvor de bl.a. har modtaget IFPI's ærespris. De har også modtaget æresprisen ved Danish Metal Awards og Nordic Music Awards.