Dalriada (skotsk gælisk: Dál Riata) var i middelalderen et gælisk kongedømme, som lå i vore dages Skotland og Nordirland. Kongeslægten kom oprindelig fra Antrim i Ulster og migrerede formodentligt i slutningen af det 5. århundrede til Argyll i Skotland. Den første kendte konge af Dalriada var Fergus 1., som herskede ca. 500–501.[kilde mangler]
De første konger af Dalriada var fortsat i et afhængighedsforhold til overkongerne i Ulaid, men under Aedan mac Gabráin (ca. 574–ca. 608) blev Dalriada den dominerende magt i Ulster. Han opbyggede en stærk flåde, førte krig mod naborigerne, og foretog plyndringstogter så langt væk som Man og Orkneyøerne. På land havde han dog ikke den samme succes, og i 603 blev han besejret af Æthelfrid af Northumbria i slaget ved Daegsastane.
Kongedømmets indflydelse i Ulster dalede kraftigt i 637, da de irske dalriadaene blev besejret af O'Neill-klanen i slaget ved Mag Rath. Fra da af fokuserede Dalriadas konger på områderne i Skotland. Hovedrivalerne her var pikterne i nord og angelsakserne i Bernicia mod øst.
Dunadd i Argyll ser ud til at have været kongernes hovedsæde. Udgravninger på stedet har vist, at der er flere befæstninger her, og man har også fundet mange støbeforme til produktion af smykker. En bolig- og folketælling, Senchus fer n'Alba som muligvis oprindeligt stammer fra det 7. århundrede, er bevaret i en kopi fra det 10. århundrede.
Dalriada blev erobret af pikterne, men den gæliske kultur fortsatte med at være dominerende. Den første konge af de forenede piktere og skotter var Kenneth mac Alpin (840–857), som selv var søn af den sidste konge af Dalriada, Alpin 2.
Med vikingetogterne i det 10. århundrede blev kontakten mellem de irske og skotske dalriadaene endeligt afbrudt; men Stone of Scone, stenen som blev brugt ved kroningen af de skotske konger, blev bragt over til Skotland.