Danmarks geografi

Kort over Danmark
Danmark set fra verdensrummet
Liver Ås udmunding i Skagerrak ved Kærsgård Strand
En mark i Danmark
Klinter ved Danmarks kyster
Forurening: olie på stranden i Hirtshals
Nymølle Bæk
Limfjorden

Danmark er det mindste og sydligste af de nordiske lande, lige nord for sit eneste naboland, Tyskland, sydvest for Sverige og syd for Norge. Danmark betegnes som et skandinavisk land, selv om det ikke hører til den skandinaviske halvø, både fordi det tidligere i historien omfattede områder på den skandinaviske halvø, og pga. det tætte kulturelle slægtskab med Norge og Sverige. Vest for Danmark ligger Nordsøen, mens Østersøen ligger i sydøst. Mellem Danmark og Sverige ligger Øresund og Kattegat, mens Skagerrak skiller Danmark fra Norge.

Danmark består af halvøen Jylland og omkring 1.419 øer på over 100 m², hvoraf 443 er navngivne.[1] Af disse er 72 øer beboede (1. januar 2007), og de største er Sjælland, Nørrejyske Ø og Fyn. Øen Bornholm ligger øst for resten af landet i Østersøen. Mange af de større øer er forbundet med broer. Øresundsbroen forbinder Sjælland med Sverige, Storebæltsbroen forbinder Fyn med Sjælland, og Lillebæltsbroerne forbinder Fyn med Jylland. Færger og småfly forbinder de mindre øer. De største byer i Danmark er København (på Sjælland), Århus, Aalborg og Esbjerg (i Jylland) og Odense (på Fyn). Sammen med Ækvatorialguinea er Danmark det eneste land forbundet til et kontinent, hvor hovedstaden ligger på en ø.

Det nordligste punkt i Danmark er Skagen nordstrand, mens det sydligste punkt er Gedser Odde (den sydlige spids af øen Falster). Det vestligste punkt er Blåvands Huk, og det østligste er Østerskær, som er en del af Ertholmene 18 km nordøst for Bornholm. Afstanden fra øst til vest er 452 km, og fra nord til syd 368 km.

Danmark er et fladt land med lidt højdevariation. Gennemsnitshøjden i landet er kun 31 meter over havet. Det højeste naturlige punkt er Møllehøj med 170,86 meter. Møllehøj ligger i bakkeområdet Ejer Bjerge, som også tæller Yding Skovhøj på 170,77 meter og Ejer Bavnehøj med 170,35 meter. Det laveste punkt i Danmark er den inddæmmede Lammefjord, hvis jordoverflade når helt ned til 7,5 meter under havniveau.

De mange øer i Danmark gør, at landet har en lang kystlinje, 8.750 km[2]. Næsten alle områder i Danmark ligger nær kysten, og intet sted i landet er der mere end 52 km fra havet. Kysten er dog foranderlig, fordi havet konstant eroderer kystlinjen - mest markant på den jyske vestkyst - og samtidig lader nye, sandede områder vokse frem. På sydvestsiden af Jylland varierer tidevandet med mellem 1 og 2 meter, og kystlinjen flytter sig indover og udover med 10 km hver dag.

  1. ^ Danmarks øer (Webside ikke længere tilgængelig)
  2. ^ Danmarks kyst er blevet 1.436 kilometer længere | Nyheder | DR

Developed by StudentB