"Danmarks middelalder" omdirigeres hertil. For den danske senmiddelalder, se Danmarks historie (1397-1536).
- For alternative betydninger, se Danmarks historie (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Danmarks historie)
Danmarks ældre middelalder afgrænses oftest af årstallene 1047 (Svend Estridsens tronbestigelse) og 1397 (da rigsrådene i de tre skandinaviske lande enedes om at oprette Kalmarunionen). Året, hvor Svend Estridsen blev konge af Danmark, symboliserer overgangen fra den danske vikingetid til den danske middelalder. Det er senere end indledningen til europæisk middelalder, og det skyldes, at Danmark aldrig kom under direkte romersk indflydelse. Perioden 400-800 kaldes germansk jernalder (eller sen jernalder), mens perioden 800-1047 kaldes vikingetiden. Først derefter begynder dansk middelalder.
I årene mellem 1047 og 1397 ændredes såvel de økonomiske, samfundsmæssige og politiske som de religiøse og kulturelle forhold, og landskabet fik et udseende, som det skulle beholde helt frem til udskiftningen af landsbyfællesskaberne i begyndelsen af det 19. århundrede. Brydningerne mellem den gamle vikingekultur og den nye, europæiske kultur gav alvorlige problemer i Danmark. Gennem en stor det af det 12. århundrede gav det, at kongen skulle vælges, anledning til stridigheder, som til tider udartede til borgerkrigslignende tilstande.
Men også blandt befolkningen var den tidlige historiske tid en periode med mange og afgørende ændringer. I løbet af disse 250 år forandredes de økonomiske betingelser for udenrigshandlen, og vikingetidens kombinerede handels- og røverøkonomi blev konfronteret med Hanseaternes monopol på de væsentligste dele af handlen. Samtidigt slog den romersk-katolske model for et samfund igennem, så alt fra vugge til grav blev reguleret af kirkens normer: Kongemagten blev fast etableret, den jordejende adel fik magt, og kirken fik betydelig indflydelse; alt blev styret af et spirende feudalt system af pligter og privilegier.
Efterhånden blev alle danske også kristne, men det gik langsomt. Selv på Saxos tid fandtes hedninge.[1] Der blev bygget sognekirker overalt, og præsteskab, bisper og munke blev en selvfølgelig del af tilværelsen. Det kulturelle liv var først præget af den gamle, nordiske fælleskultur, men efterhånden forsvandt runeindskrifter, vikingeskibe og den lokale klædedragt. De blev erstattet af latinske bogstaver, lastfartøjer og europæisk tøjmode. Landsbyfællesskabet, 3-vangsbruget og hjulploven satte et markant præg på landskabet lige som opdelingen af jorden i eng, ager og overdrev.
- ^ Karsten Friis Jensen: (1994); Nordisk hedenskab og europæisk latinhumanisme hos Saxo i i N. Lund (red.): Norden og Europa i vikingetid og tidlig middelalder, 1994, ISBN 87-7289-240-4 side 217