Danske besiddelser

"Det danske monarki" redirects here. For andre betydninger, se Helstaten (1814-1864) eller Det danske kongehus.
Kong Christian 1.'s våbenskjold fra 1460 viser symbolerne for Danmark, Sverige, Norge, venderne, Slesvig, Holsten og Oldenborg.

Danske besiddelser omfatter områder Danmark eller den danske konge har haft gennem tiderne, dels uden for landets folkelige grænser, dels i form af mistede landsdele (Skånelandene). Danernes oprindelse er beskrevet i forskellige sagn, men ikke dokumenteret. Landet har ikke været samlet i tiden før Vikingetiden, og før det har der muligvis været tale om flere kongedømmer, herunder danernes rige med kongesæde i Lejre, og jydernes med sæde i Jelling.[1]

I den sene Vikingetid nåede de danske besiddelser et højdepunkt med Knud den Stores rige, der omfattede Norge og England. Det tabte Nordsøimperium blev i det 13. århundrede erstattet af korstogsbesiddelser i Østersøen. Fra slutningen af det 14. århundrede regerede den danske monark over Kalmarunionenen med Norge og Sverige. Sverige løsrev sig i 1520'erne, mens statsforbundet Danmark-Norge varede frem til 1814.

Danmark bevarede kontrollen over de oprindeligt norske bilande: Island, Færøerne og Grønland. Dertil kom Helstatens andre landsdele frem til 1864: Slesvig, Holsten og Lauenborg, samt i perioder andre besiddelser i det nuværende Nordtyskland. Desuden var der fra 1620 til 1917 forskellige danske kolonier i Asien, Afrika og Caribien, der efterhånden blev solgt til Storbritannien og USA. Endelig blev Island uafhængigt i 1918.

  1. ^ fx H. Helmuth Andersen (1985), s. 19-20 og 26, Harald Andersen (1996), s. 24

Developed by StudentB