Danske dialekter

Danske dialekter.
Fordelingen af ét, to og tre køn i danske dialekter. På Sjælland er man først gået fra tre til to køn i nyere tid. Vest for den røde streg stilles artiken foran navneordet.
Fordelingen af stød og musikalsk accent i danske dialekter (rosa=stød, grøn=musikalsk accent, blå=hverken stød eller musikalsk accent).

Det danske sprog har flere dialekter eller variationer, selv om grænsen mellem begreberne sprog og dialekt kan være flydende. Danske dialekter kaldes også for folkemål.

Der er forskel på traditionelle og moderne dialekter (sidstnævne kaldes også regionalsprog). Dialekterne er kendetegnet ved de dialekttræk de har i modsætning til rigsdansk.[1]

Danske dialektgrupper er jysk (i Jylland), ømål (på Fyn, Sjælland og øerne) og østdansk (på Bornholm, i Skåne, Halland, Blekinge). I de danske dialekter findes både et, to og tre grammatiske køn, og kendeordet kan være efterhængt eller foranstillet. Melodisk eller musikalsk accent, som kendes fra svensk og norsk, findes endnu i enkelte syddanske dialekter. I de fleste danske dialekter blev accent 1 erstattet af stød og accent 2 af stødløshed.

  1. ^ Karen Margrethe Pedersen (2019), "Udforskning og kilder", Dansk Sproghistorie: Bøjning og bygning, Aarhus Universitetsforlag, 3: 229-233Wikidata Q116843576

Developed by StudentB