Belgiske revolution | |||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|
Angrebet på parken i Bruxelles. Malet af Constantin Fidèle Coene, (Musées royaux des Beaux-Arts de Belgique) |
|||||||
|
|||||||
Parter | |||||||
Ledere | |||||||
Vilhelm 1. af Nederlandene | Erasme Louis Surlet de Chokier Charles Latour Rogier |
Under den belgiske revolution i 1830 gjorde den overvejende katolske befolkning i de sydlige provinser af det Forenede Kongerige Nederlandene oprør mod de fortrinsvis protestantiske nordlige provinsers overherredømme. I løbet af få uger i august og september førte opstanden til grundlæggelsen af Belgien bestående af de flanderske og wallonske provinser. Luxembourg blev delt mellem Belgien og et område der indtil 1890 forblev i personalunion med Holland, hvorefter det blev et selvstændigt land.
Mellem det 14. og det 16. århundrede var de nordlige og sydlige provinser forenet i først de Burgundiske Nederlande og senere de Spanske Nederlande. I forbindelse med reformationen og firsårskrigen blev de nordlige provinser overvejende calvinistiske og opnåede uafhængighed, mens de sydlige forblev katolske og under Habsburgerne.
Efter Wienerkongressen i 1815, blev nord og syd genforenet sammen med bispedømmet Liège og det nuværende Luxembourg. Den religiøse, sproglige og kulturelle kløft, som var opstået i løbet at de ca. 250 år, hvor områderne havde været delt, viste sig snart at være for dyb. Dette førte til den borgerligt liberale revolution, som i europæisk sammenhæng skete næsten samtidig med julirevolutionen i Frankrig samme år. Den unge belgiske nation opnåede frem til 1839 fuld uafhængighed og skabte i samme periode fundamentet for det politiske system, som grundlæggende har holdt sig til i dag.