Den finske borgerkrig

Den finske borgerkrig
De hvide vandt det afgørende slag om Tammerfors 16. marts - 6. april, men byen blev lagt i ruiner
De hvide vandt det afgørende slag om Tammerfors 16. marts - 6. april, men byen blev lagt i ruiner
Dato 27. januar - 15. maj 1918
Sted Finland
Resultat Sejr til De Hvide
Russisk tilbagetrækning
Finland fra russisk til tysk indflydelsesområde
Parter
De hvide

Tyske Kejserrige Tyskland
Sverige Svenske frivillige

De røde

Russiske SFSR Russiske SFSR

Ledere
Carl Gustaf Mannerheim

Ernst Linder
Ernst Löfström
Martin Wetzer
Karl Wilkman
Tyske Kejserrige Rüdiger von der Goltz
Tyske Kejserrige Heinrich von Tschirsky und von Bögendorff
Tyske Kejserrige Karl Wolff
Tyske Kejserrige Otto von Brandenstein
Tyske Kejserrige Hugo Meurer
Harald Hjalmarson
Hjalmar Frisell

Ali Aaltonen

Eero Haapalainen
Eino Rahja
Adolf Taimi
Evert Eloranta
Kullervo Manner
Hugo Salmela
Heikki Kaljunen
Fredrik Johansson
Verner Lehtimäki
Russiske SFSR K.S. Jeremejev
Russiske SFSR Mikhail Svetšnikov
Russiske SFSR Georgi Bulatsel

Styrke
80-90.000 finner
550 svenske frivillige
13.000 tyskere
1.737 polakker fra den polske legion[1]
80-90.000 finner
4-10.000 russere[1]
Tab
Hvide finner: 3.414 dræbt i kamp
1.400-1.650 henrettet i fangenskab
46 savnede
4 døde i fangelejre
Tyskere
450–500 dræbt i kamp[2]
Tab i alt
5.300 – 5.600
Røde finner: 5.199 dræbt i kamp
7-10.000 henrettet
2.000 savnede
11-13.500 døde i fangelejre
Russere
700–900 dræbt i kamp
1.500 henrettet[2]
Tab i alt
27.400 – 33.100

Den finske borgerkrig (finsk: Suomen sisällissota, kansalaissota; svensk: Finska inbördeskriget) var en af de nationale, politiske og sociale omvæltninger, som blev forårsaget af 1. verdenskrig (1914–1918) i Europa. Borgerkrigen drejede sig om kontrol og ledelse af Storhertugdømmet Finland da det opnåede sin uafhængighed af Rusland efter oktoberrevolutionen i Petrograd. Krigen blev udkæmpet fra 27. januar til 15. maj 1918 mellem styrker fra Finlands Socialdemokratiske Parti under ledelse af Finske Folks Delegation, kaldet "De røde" (finsk: punaiset, svensk: röda) og styrker fra de ikke-socialistiske konservativt-anførte Finske senat, kaldet "De hvide" (finsk: valkoiset, svensk: vita). De røde var hovedsagelig finsktalende arbejdere og fik støtte fra den den Føderative russiske Sovjetrepublik. De havde deres base i industribyerne mod syd. De hvide bestod overvejende af landmænd og svensktalende fra middel- og overklassen, og de fik militær støtte fra det Tyske kejserrige. De hvide vandt krigen, hvor omkring 37.000 mennesker døde ud af en befolkning på 3 millioner.[3]

Efter landdagen i Borgå i 1809 var Finland, som tidligere havde tilhørt Sverige, blevet regeret som en nominelt uafhængig del af det Russiske kejserrige med betegnelsen Storfyrstendømmet Finland. Det udviklede sig gradvist til det, der blev den finske stat i sammenhæng med en markant finsk bevægelse, som var centreret om den finsktalende del af befolkningen. Finland havde været kulturelt delt mellem flertallet, som var finsktalende, og mindretallet som talte svensk, men de blev forenet i deres modstand mod russificeringen, som blev indledt i 1899.[4]

Februar- og oktoberrevolutionerne i 1917 førte til Ruslands kollaps og udtræden af 1. verdenskrig. Det kaos som fulgte i selve Rusland førte til et sammenbrud i storhertugdømmet Finland af såvel regering, militær, økonomi og samfund. Før 1917 havde der været en høj befolkningstilvækst i Finland, industrialisering, forbedring af økonomien og levestandarden, vækst i arbejderbevægelsen og tydelige økonomiske, sociale og politiske skel, og det politiske system i Finland var i en ustabil fase af demokratisering og modernisering.[5]

Magttomrummet i 1917 førte til en bitter kamp om ledelsen af den finske stat mellem den venstreorienterede arbejderbevægelse, som blev anført af socialdemokraterne og de mere højreorienterede ikke-socialister. Begge sider afviste at indgå politiske kompromisser og prøvede at få overtaget. Til sidst gennemsyrede magtkampen alle lag i samfundet fra den lokale administration til arbejdspladserne. Finland erklærede sig uafhængigt den 6. december 1917 og den nyligt dannede russiske Folkekommissærernes råd anerkendte det den 31. december 1917. Selv om flertallet af finnerne støttede uafhængigheden, kom uafhængighedserklæringen under en magtkamp; derfor medførte den hverken en samling eller en fredeliggørelse af nationen eller samfundet.[6]

Både venstre- og højrefløjen begyndte at danne væbnede grupper efter foråret i 1917. Til sidst blev det til to paramilitære styrker – den røde og den hvide garde. Der var en atmosfære af politisk vold, frygt og mistro i Finland. Kampe brød ud mellem de røde og de hvide i januar 1918 og de eskalerede hurtigt. Finnernes skæbne i 1917–1918 mindede meget om den mindre folkeslag oplever når de adskilles fra store folkeslag i opløsning.[7]

Den røde garde havde en samlet styrke på omkring 85.000 mand og gennemførte en generaloffensiv fra midten af februar til starten af marts, men den slog fejl. Den hvide gardes generaloffensiv blev indledt den 15. marts. (dens styrke var omtrent den samme som den røde gardes). 60.000-80.000 russiske tropper var stadig stationeret i Finland i starten af 1918, men hovedparten var demoraliserede og uvillige til at kæmpe, og de var trukket tilbage fra Finland inden udgangen af marts. Den vigtigste sovjetiske støtte til de røde bestod af forsyninger af våben. Den hvide gardes offensiv blev understøttet af den 10.000 mand store tyske Ostsee division og den 3.000 mand store Detachement Brandenstein fra den tyske hær som greb ind i det sydlige Finland den 3. og 7. april. Slagene om Tampere og Vyborg blev vundet af de hvide og slaget om Helsinki blev vundet af de tyske tropper, og det var de afgørende militære operationer under krigen. Både de røde og de hvide brugte politisk terror som våben under krigen.[8]

I kølvandet på krisen og borgerkrigen i 1917–18 skiftede Finland fra at tilhøre den russiske til den tyske magtsfære. Det konservative finske senat forsøgte at oprette et finsk kongerige, som skulle regeres af hessiske kongehus, men efter Tysklands nederlag i 1. verdenskrig blev Finland en uafhængig demokratisk republik med et samfund under modernisering.[9]

Borgerkrigen er fortsat den mest traumatiske, kontroversielle og følelsesmæssigt ladede begivenhed i det moderne Finlands historie, og der har været strid om hvad krigen skulle kaldes.[10] Hovedparten af ofrene i borgerkrigen døde ikke på slagmarkerne. Tre fjerdedele af de døde tilhørte den røde garde og dens støtter. Hovedparten af de døde var ofre for politiske terrorkampagner og stor dødelighed i fangelejre. Omvæltningerne førte til en alvorlig fødevaremangel, ødelagde den finske økonomi, knuste det politiske apparat og delte den finske nation i mange år. Finland blev langsomt genforenet gennem kompromisser, som blev udformet af moderate politikere. Skiftet til en fredelig udvikling af det finske samfund blev muliggjort af resultatet af 1. verdenskrig og af den kulturelle og nationale enhed som var opstået før 1918.[11]

  1. ^ a b Arimo 1991, Manninen & 1992–1993 II, s. 131, 145, Upton 1981, s. 107
  2. ^ a b Manninen 1992–1993, Paavolainen 1966, Upton 1981, s. 191, 453, Westerlund 2004a
  3. ^ Hämäläinen 1974, s. 117–125, Upton 1980b, Westerlund 2004a
  4. ^ Klinge 1997, Jussila 2007, s. 230–264
  5. ^ Alapuro 1988, s. 185–196, Haapala 1995, s. 11–13, 152–156, Klinge 1997, Jussila 2007, s. 230–264, Haapala 2008, s. 255–261
  6. ^ Upton 1980, s. 109–114, 195–263, Alapuro 1988, s. 185–196, Haapala 1995, s. 11–13, 152–156
  7. ^ Haapala 2008, s. 255–261
  8. ^ Upton 1981, s. 227–446, Manninen 1995, s. 21–32, Tikka 2009b, s. 226–245
  9. ^ Upton 1980, s. 434–435, Ylikangas 1986, s. 163–172, Manninen, T. 1992 in; Manninen, O. ed., part I pp. 346–395 and pp. 398–433, Haapala 1995, s. 223–225, 237–243, Vares 1998, s. 56–137, Jussila 2007, s. 264–291, Haapala 2008, s. 255–261
  10. ^ Den finske borgerkrig er også blevet kaldt Frihedskrigen, Broderkrigen, Klassekrigen, Den røde Opstand og Den finske revolution. Haapala 1993 Arkiveret 28. november 2007 hos Wayback Machine, Manninen 1993, Ylikangas 1993b, Lackman 2000, Peltonen 2003, s. 307–325
  11. ^ Alapuro 1988, s. 85–100, Haapala 1995, s. 241–256, Tikka 2006, s. 11–13, Haapala 2009, s. 395–404

Developed by StudentB