Den kolde krig

Den kolde krig er betegnelsen for de konflikter i international politik, der opstod mellem landene i de to militæralliancer NATO og Warszawapagten (anført af hhv. USA og Sovjetunionen) i perioden fra 2. verdenskrigs afslutning til Sovjetunionens opløsning i 1991.

Konfliktens vigtigste årsag var, at NATO-landene og Warszawapagt-landene havde forskellige, og uforenelige, politiske og økonomiske systemer, og derfor ikke kunne blive enige om, hvordan Tyskland og Europa skulle genopbygges efter 2. Verdenskrig. Warszawapagt-landene var alle etpartistater med kommunistiske samfund som mål, mens de fleste NATO-lande var flerpartistater baseret på markedsøkonomi. Konflikten blev kaldt den kolde krig, fordi truslen om verdensomspændende atomkrig mellem de to militæralliancer, en tredje verdenskrig, førte til at parterne undgik at gå i direkte, varm krig mod hinanden. I stedet indgik man i stedfortræderkrige mange forskellige steder,^[1] bl.a. Koreakrigen, Vietnamkrigen og Afghanistan-konflikten, hvor konfliktens parter gav de stridende parter i den lokale konflikt militær og økonomisk støtte. Under den kolde krig bedrev Øst- og Vestblok-landene intens spion- og efterretningsvirksomhed mod modparten.^[2] Styrkeforholdet mellem de stridende parter blev både målt ud fra præstationer inden for militær oprustning, men også inden for rumfart, teknologi og idræt.

Krigens forløb var kendetegnet ved, at højspændte perioder vekslede med perioder med afspænding. Krigen begyndte dramatisk få år efter 2. Verdenskrigs afslutning med Truman-doktrinen i 1947, den sovjetiske blokade af Berlin i 1948-49 og Koreakrigen 1950-53. Herefter fulgte en kort periode med afspænding, inden de næste konflikter brød ud, dels i Mellemøsten og Ungarn i 1956, dels i Berlin omkring 1960, samt ikke mindst Cubakrisen i 1962, hvor man var meget tæt på en atomkrig mellem USA og Sovjetunionen. Efter Cubakrisen fulgte en halv snes år med fornyet afspænding og en række aftaler, bl.a. SALT, mellem parterne om våbenkontrol. Fra ca. 1970 bredte afspændingen sig også til Europa, bl.a. med en begyndende normalisering af forholdet mellem Østtyskland og Vesttyskland. Hen mod slutningen af 1970-erne forværredes forholdet mellem USA og Sovjetunionen på ny, især efter Sovjets beslutning om at opstille SS-20-mellemdistanceraketter i Østeuropa som efterfølgende førte til Natos dobbeltbeslutning, der imødegik denne oprustning med opstilling af 572 raketter i Vesteuropa. Samtidig invaderede Sovjetunionens Afghanistan. Den amerikanske præsident Reagans første embedsperiode 1981-85 var præget af en kraftig oprustning og nedfrysning af kontakten mellem parterne. Med Mikhail Gorbatjovs overtagelse af den sovjetiske ledelse i 1985 ændredes sovjetisk udenrigspolitik hen mod afspænding og samarbejde med NATO-landene, og en række vellykkede møder mellem Gorbatjov og Reagan indvarslede en ny periode med afspænding.^[1]

Den kolde krig sluttede delvist med Berlinmurens fald 9. november 1989 og endeligt med Sovjetunionens sammenbrud og endelige opløsning 26. december 1991.

1. ^ ^{a b} Nikolaj Petersen: den kolde krig i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 8. april 2020 fra DenStoreDanske
2. ^ Garthoff, Raymond L. (2004). "Foreign intelligence and the historiography of the Cold War". Journal of Cold War Studies. 6 (2): 21-56. doi:10.1162/152039704773254759. ISSN 1520-3972.