Det romerske Senat

Det romerske Senat (latin: Senātus Rōmānus), eller blot Senatet, var den øverste forsamling og det styrende organ for aristokratiet i antikkens Rom. Senatets magt ændrede sig gennem tiden, men det eksisterede fra byen Roms tidligste dage (som traditionelt siges at være grundlagt i 753 f.Kr.) som Kongerigets Senat, videre til Republikkens Senat og Kejserdømmets Senat, og slutteligt det Byzantinske Senat i Østromerriget. Dermed strakte dets virketid sig langt ind i den postklassiske æra og middelalderen.

I perioden med det Romerske Kongerige fungerede Senatet det meste af tiden primært som et rådgivende organ for kongen. Men da det var et valgmonarki, valgte Senatet også de nye romerske konger. Den sidste konge af Rom, Lucius Tarquinius Superbus, blev væltet ved et statskup ledet af Lucius Junius Brutus, der herefter grundlagde den Romerske Republik.

I den tidlige Romerske Republik var Senatet politisk svagt, mens de forskellige udøvende romerske magistrater havde stor magt. Disse magistrater udpegede senatorerne på livstid (medmindre de blev ekskluderet af de romerske censorer). Overgangen fra et monarki til ét styre baseret på en forfatning var sandsynligvis gradvis, og det tog adskillige generationer, før Senatet kunne hævde sig over for de udøvende magistrater. I midten af republikken nåede Senatet sit højdepunkt. Under den sene Romerske Republik faldt Senatets magt, hvilket begyndte efter plebejertribunerne Tiberius og Gajus Gracchus' reformer.

Efter overgangen fra den Romerske Republik til det Romerske Kejserrige (principatet) mistede Senatet en stor del af sin politiske magt og prestige. I kølvandet på kejser Diocletians forfatningsreformer blev Senatet politisk irrelevant. Da magtens centrum blev flyttet ud af Rom, blev Senatet reduceret til et rent kommunalt organ. Dette fald i status blev understreget, da Konstantin den Store oprettede et ekstra senat i Konstantinopel.

Efter Romulus Augustulus blev afsat i 476 e.Kr., fungerede Senatet i det Vestromerske Rige under ledelse af Odoaker (476-489) og videre under det ostrogotiske styre (489-535). Senatet genvandt sin officielle status efter Justinian d. 1.'s generobring af Italien, men det Vestromerske Riges Senat forsvandt endeligt efter år 603, som er dateringen for dets sidste registrerede offentlige handling.

I middelalderen bar nogle romerske aristokrater stadig titlen senator, men på dette tidspunkt var det udelukkende en ærestitel og reflekterede ikke, at der eksistensede et egentligt senat, som fra antikken. Det Østromerske Riges Senat i Konstantinopel overlevede derimod helt frem til det 14. århundrede.