Det tysk-romerske Rige

Tysk-romerske rige Heiliges Römisches Reich
Imperium
800/962[a]–1806
Tysk-romerske riges banner Maximilian IIs rigsvåben
Tysk-romerske rige omkring 1600, lagt over de nuværende europæiske staters grænser.
Hovedstad	Varierede
Sprog	Latin, germanske, romanske og slaviske dialekter
Religion	Romerskkatolsk
Regeringsform	Monarki
Kejser
Lovgivende forsamling	Reichstag
Historisk periode	Middelalderen
• Otto I krones til     kejser af Italien	2. februar 962
• Conrad II overtager     Burgund	1034
• Den augsburgske    religionsfred	25. september 1555
• Westfalske fred	24. oktober 1648
• Ophørt	6. august 1806
Efterfulgte Efterfulgt af Østfranken Frankerriget Schweiziske forbund Forenede Nederlande Rhinforbundet Kejserriget Østrig Første franske imperium Kongeriget Italien (1805-1814) Kongeriget Preussen Forenende belgiske stater Fyrstendømmet Liechtenstein

Det tysk-romerske Rige eller Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation (tysk: Heiliges Römisches Reich deutscher Nation) (på dansk bruges som regel førstnævnte), var et politisk konglomerat af lande i Vest- og Centraleuropa med Tyskland som centrum. Kejserrigets navn skiftede meget gennem tiderne. Udtrykket Det romerske kejserrige blev brugt i 1034 som betegnelse for Konrad 2.s lande. I 1157 brugte man udtrykket Det hellige kejserrige. Titlen romersk kejser om nordeuropæiske herskere blev anvendt første gang under Otto 2. (kejser 973–983). Indtil da havde kejserne fra og med Karl den Store (kejser 800-814) og til og med Otto 1. den Store (kejser 962-973) anvendt titlen Imperator Augustus ("Ophøjet kejser"). Det præcise udtryk, Det hellige romerske kejserrige dateres fra 1254, og den afsluttende version, Det hellige romerske kejserrige af tysk nation ses første gang i 1512.

Riget skabtes ved Otto den Stores kroning til romersk kejser 962 og varede indtil 1806 ved Frankrigs angreb på og okkupation af en stor del af de kejserlige lande.^[1][2] Forudsætningen var Karl den Stores rige, som det egentlig opfattedes som en efterfølger til. Rigets navn betegnede, at kejseren egentlig skulle opfattes som romersk kejser men på tysk grund. Formelt set var der tale om en tysk konge der valgtes til romersk kejser, ofte tales der dog blot om tyske kejsere. Styreformen var føderal-monarkisk med en kejser valgt af et kurfyrstekollegium bestående af de mægtigste fyrster indenfor riget. Samtlige territorier i riget havde ret til repræsentation på Rigsdagen og var i denne forbindelse opdelt i et antal rigskredse og 3, senere 4, stænder. Den danske konge havde som hertug af Holsten sæde i rigsdagen fra 1487, den svenske som hertug af Pommern, fyrstbiskop af Bremen og fyrstbiskop af Verden sæde fra 1648. Flere af fyrsterne havde besiddelser udenfor riget, såsom markgreven af Brandenburg, som samtidig var hertug, senere konge, af Preussen og ærkehertugen af Østrig, som samtidig var konge af Ungarn. Da der var langt over 1000 territorier, kunne Rigsdagen antage en anselig størrelse, hvorfor man greb til reduktion i bestemmelsesretten, sådan at ikke hele rigsdagen skulle involveres i enhver beslutning.

Riget styredes af skiftende dynastier (frankere, saliere, hohenstaufere, habsburgere), men allerede fra middelalderens slutning var flere delstater reelt selvstændige. Fra midten af 1400-tallet havde Huset Habsburg mere eller mindre monopol på kejsertitlen men udviklede sit eget hjemland Østrig til en selvstændig magtfaktor.

Fodnotefejl: <ref>-tags eksisterer for en gruppe betegnet "lower-alpha", men der blev ikke fundet et tilsvarende {{reflist|group="lower-alpha"}}, eller et afsluttende </ref>-tag mangler

1. ^ Holy Roman Empire Arkiveret 3. oktober 2013 hos Wayback Machine, Encyclopædia Britannica Online. Retrieved 12 July 2012.
2. ^ Joachim Ehlers: Natio 1.5 Deutschland und Frankreich, in: Lexikon des Mittelalters, Bd. 6, Sp. 1037 f.