En diskette er et flytbart permanent lagringsmedie bestående af en roterende skive med magnetiserbar overflade i et plastik-cover. Der kan læses fra og skrives til disketten et stort antal gange. Betegnelsen benyttes sædvanligvis om medier med beskeden kapacitet (oftest 1440 kibibyte), der måler 90 mm (3½"). Disketten kaldes også floppydisk (eng. floppy disk), fordi de tidlige disketter, modsat moderne 3½-tomme-disketter, var 5¼- og 8-tommers disketter, der var indbygget i et bøjeligt hylster af tynd plastic, hvilket har givet anledning til betegnelsen "floppy" (engelsk for "slatten").
Disketter er upålidelige at opbevare data på, da støv og skidt nemt kan finde vej ind i coveret, og ødelægge den magnetiserbare overflade.