ELDO er en forkortelse for European Launcher Development Organisation. ELDO blev oprettet den 29. marts 1962 men den formelle aftale var først på plads i 1964. Der var seks europæiske medlemslande: Belgien, Frankrig, Holland, Italien, Storbritannien og Vesttyskland samt Australien.
Formålet var at bygge en europæisk løfteraket, ELDO-A. Storbritannien skulle bygge Blue Streak-førstetrinnet, Frankrig Coralie-andettrinnet og Vesttyskland Astris-tredjetrinnet. Satellitterne skulle udvikles i Belgien og Italien, mens Holland skulle tage sig af telemetri og fjernkontrol. Raketten skulle affyres fra Woomera i Australien.
ELDO-A, senere omdøbt til Europa-1, skulle være 31,7 m lang og veje mere end 110 tons. Det var planen, at man i 1966 skulle være i stand til at sende 1.000-1.200 kg i kredsløb 500 km over Jordens overflade. Afprøvningen af første trin gik godt, men tidsplanen skred, og i 1966 blev det besluttet at man i stedet skulle bygge en fire-trins raket, der kunne sende satellitter i geostationært kredsløb. De skulle opsendes fra Kourou i Fransk Guiana
En serie mislykkede affyringer medførte at Storbritannien og Italien forlod organisationen i 1969 og man opgav Europa-1 i 1970. I stedet begyndte man at udvikle Europa-2. Der blev kun foretaget en mislykket affyring den 5. november 1971, hvorefter projektet blev opgivet. Et mere ambitiøst projekt, Europa-3, blev sat i gang. Det blev aldrig realiseret, men det første trin kom til at danne grundlaget for den senere succesfulde Ariane-løfteraket.