EPROM er en elektronisk komponent som bruges til at opbevare "faste" (uforanderlige) data (typisk programkode) i computersystemer. Navnet er et akronym for Erasable Programmable Read-Only Memory – frit oversat til dansk: "Slet- og programmerbar hukommelse der kun kan læses fra".
Det lidt selvmodsigende navn skyldes, at kredsen under "normale" driftsbetingelser fungerer som et uforanderligt ROM-lager, som ikke kan ændres af det computersystem den sidder i. Men EPROM-kredse er forsynet med et gennemsigtigt vindue (vist på billedet til højre), og ved at bestråle selve silicium-chippen inden i komponenten med ultraviolet lys kan man "tømme" hukommelsen for indhold, og derefter under brug af spændinger et godt stykke over normal driftspænding "skrive" nyt indhold ind i den. Til at skrive det nye indhold ind i komponenten bruges et apparat som på dansk populært kaldes for en EPROM-brænder – "brænder" fordi (især ældre) EPROM'er gerne bliver temmelig varme under skrive-processen.
EPROM'en blev opfundet af den israelske ingeniør og chef for Intel i Israel, Dov Frohman.