Efesos var en rig oldtidsby af stor religiøs og handelsmæssig betydning på Lilleasiens vestkyst næsten ud for øen Samos. Byen var anlagt ved foden af og på skråningerne af flere høje, hvoraf de vigtigste var Pion og Koressos. Den lå på den vigtigste handelsrute mellem Rom og Orienten, der gik langs floden Kaystros. Den lå ved flodens munding med adgang til Hermosbækkenet (Gediz) mod nord og Maiandrosbækkenet (Büyükmenderes) mod syd. Det gjorde den til et lilleasiatisk knudepunkt, som med veje var forbundet med de vigtigste byer i provinsen Asien.
På grundlag af den romerske forfatter Plinius den Ældre og den græske geograf Strabons værker (1. århundrede e.Kr.) har man ment, at det Ægæiske hav engang gik helt ind til Efesos, men at kystlinjen gradvis har flyttet sig, da byens ruiner nu ligger flere kilometer inde i landet. Ved sine udgravninger i Efesos kom englænderen J. T. Wood til den konklusion, at byen i antikken lå 6,5 km fra havet. Hvis det er sandt, må skibene på Paulus' tid være sejlet ind ad flodmundingen til en kunstig havn, der hele tiden måtte renses op for at holdes sejlbar. I århundredernes løb er havnen og flodmundingen fyldt med dynd fra floden.