Elvere eller elverfolk (engelsk: Elves, elversprog: Quendi) er en race fra fantasy-romanerne Silmarillion, Ringenes Herre og Hobitten af den engelske forfatter J.R.R. Tolkien. Betegnelsen "elverfolk" bruges i den danske oversættelse af Tolkiens værker og er den officielle betegnelse. "Elvere" er den typiske betegnelse hos fans, rollespillere o.lign. – måske fordi ordet "elverfolk" minder om den "gamle" danske opfattelse af elverfolk, måske fordi "elvere" ligger tætter på det engelske elves.
Elvere i Tolkiens verden er generelt ret menneske-agtige, men dog overlegne på næsten alle områder. De er generelt højere og klogere og har evigt liv. De beskrives også som mere i pagt med naturen, stærkere og bedre til næsten enhver form for kamp.