Embedsmand

Denne artikel omhandler overvejende eller alene danske forhold. Hjælp gerne med at gøre artiklen mere almen.
Embedsmænd fra udenrigsministeriet følger efter ministeren ved ankomst til Roskilde Lufthavn efter en rejse til Mellemøsten

Embedsmand betegnede tidligere en person, der indtog en højere stilling i staten. I dag findes betegnelsen ikke i dansk lovgivning, men anvendes i både den juridiske og samfundsvidenskabelige litteratur og i daglig tale om en ansat i staten, en kommune, en amtskommune eller en region (de tre sidstnævnte herefter betegnet som kommune), hyppigst om medarbejdere, der indtager en rådgivende eller udførende funktion i direkte samspil med den folkevalgte politiske ledelse, dvs. vedkommende minister eller kommunalbestyrelse, men der gælder ingen fast afgrænsning. Embedsværket betegner helheden af ansatte i et ministerium eller en kommune – ansat uden demokratisk mandat – i modsætning til den politiske ledelse, hvis position udspringer af et folkeligt mandat, opnået ved et valg.

I offentlige institutioner uden for ministeriernes departementer og kommunernes forvaltninger, fx skoler, hospitaler, skovdistrikter, vil typisk lederen af institutionen opfattes som og opfatte sig som embedsmand, medens denne betegnelse vil falde mindre naturlig for en lærer, en læge eller en skovarbejder.

I ministeriernes departementer og kommunernes forvaltninger er der også funktioner på en sådan afstand af den politiske ledelse, at det vil være mindre naturligt for indehaverne at se og betegne sig som embedsmænd. Dette gælder først og fremmest institutionens tekniske og administrative personale.


Developed by StudentB