Etnicitet er den del af menneskers identitet, der gør dem til medlemmer af et kulturelt fællesskab i form af en etnisk gruppe, der forstår sig selv eller forstås af andre som en gruppe pga. kulturarv som sprog, madvaner, klædedragt og andre kulturtraditioner, eller biologisk afstamning[1][2] Etniske grupper ser ofte deres etniske tilhørsforhold som en slags slægtskab, og kan have en forestilling om et fælles ophav som kan være både mytologisk og historisk.[3] Etnicitet kan også være knyttet til karakteristika som hudfarve, ansigtstræk eller kropsmodifikationer som piercinger eller tatoveringer, der forstås som et fysisk udtryk for et historisk slægtskab. Etnicitet kan også være en politisk identitet, hvor gruppens medlemmer søger at varetage deres fælles interesser overfor andre etniske grupper. Fælles for etnicitet som aspekt af identitet er, at etnicitet er et subjektivt oplevet fænomen (en følelse af at høre til en gruppe), som opstår i samvær med andre mennesker, som man ser sig som henholdsvis anderledes end eller samhørig med.[4][5] Etniske identiteter opstår altså i mødet mellem grupper som afgrænser sig fra hinanden ved at skærpe de træk, som de selv anser for at være bærende for deres egen etnicitet. Etniske forskelle har gennem historien ofte været relateret til konflikter og krige[6]. Etniske forskelle kan også opstå som en konsekvens af konflikterne.[7]
Ordet er afledt af græsk ethnikos 'vedrørende folk', afledt af ethnos 'folk'.[8]