Eurokommunisme eller reformkommunisme er en benævnelse på politiske partier og retninger, som af historiske eller andre grunde betegner sig som kommunistiske, men som politisk ligger på en mere reformistisk retning. Betegnelsen eurokommunisme anvendtes første gang i 1975[kilde mangler] og blev benyttet som kendetegnende for opfattelsen inden for især det spanske og italienske, det svenske og det britiske kommunistparti i slutningen af 1970-erne, hvor man ville være uafhængige i forhold til det sovjetiske kommunistparti og ville godtage parlamentarisk demokrati også efter en kommunistisk magtovertagelse.
Eurokommunismen skilte sig også fra den jugoslaviske variant (titoisme), fordi denne til trods for, at Tito var helt selvstændig i forhold til udenlandske centre, fortsat var autoritær i vid udstrækning med et et-parti system. Eurokommunismen godtog derimod uden forbehold det pluralistiske flerpartisystem i Vesteuropa.
Vigtige personer i forbindelse med udviklingen af eurokommunismen var italienerne Antonio Gramsci, Palmiro Togliatti og Enrico Berlinguer og spaniolen Santiago Carillo.
Eurokommunismen kom kun til at spille en rolle i kort tid. Den var symptom på Sovjetunionens svaghed og forestående sammenbrud, og da Sovjetunionen brød sammen i 1991, betød det tillige sammenbruddet for de fleste kommunistpartier i Vesteuropa.