Fond (stiftelse)

For alternative betydninger, se Fond. (Se også artikler, som begynder med Fond)

En (eller et) fond er en selvejende institution, ofte stiftet ved testamente. I henhold til dansk lovgivning har betegnelserne fond, legat, stiftelse og selvejende institution samme juridiske indhold.[kilde mangler]

En fond er en juridisk person, der selvstændigt kan opnå rettigheder og indgå forpligtelser, og er uden ejere – dvs. at den er selvejende. Ingen juridisk eller fysisk person har ejendomsret til fondens formue. Fondens midler kan aldrig gå tilbage til fondens stifter. Fonde administrerer således en kapital, som er doneret, afsat eller opsparet til uddeling til bestemte, typisk velgørende formål eller til driften af en erhvervsvirksomhed.

Fond kan have rettigheder og forpligtelser. Fonden er defineret ved sin fundats, som beskriver dens organisering, formål og virkemidler. Den har en bestyrelse, der varetager dens interesse og disponerer over dens formue i henhold til fundatsen.

I den danske lovgivning skelnes mellem erhvervsdrivende fonde eller ikke-erhvervsdrivende fonde. Såfremt en fond producerer varer eller tjenesteydelser, sælger eller udlejer fast ejendom, eller hvis den ejer eller har bestemmende indflydelse over en erhvervsvirksomhed er en fond som udgangspunkt erhvervsdrivende.

En af verdens ældste erhvervsdrivende fonde er Carlsbergfondet.

Mange fonde uddeler legater til f.eks. støtte af studium eller forskningsaktiviteter. En fond, der kalder sig et legat, vil derfor typisk i højere grad støtte enkeltindividers aktiviteter (jf. studielegat, rejselegat), men betegnelserne bliver brugt i flæng, og det er fundatsen, der specificerer hvilke samfundsgrupper, der kan modtage støtte.


Developed by StudentB