French Open Roland Garros | |
---|---|
Arrangement | |
Grundlagt | 1891 |
Arrangør | Fédération Française de Tennis |
Spillested | Stade Roland Garros |
Værtsby | Paris, Frankrig |
Underlag | Grus |
Præmiesum | € 28.028.600 (inkl. per diem) (2015) |
ATP Tour | |
Kategori | Grand slam |
Deltagerfelt | S128 / Q128 / D64 |
Præmiesum | € 13.008.000 (2015) |
WTA Tour | |
Kategori | Grand slam |
Deltagerfelt | S128 / Q96 / D64 |
Præmiesum | € 12.864.000 (2015) |
French Open, der også kaldes Roland Garros (fransk: Les internationaux de France de Roland-Garros eller Tournoi de Roland-Garros), opkaldt efter den franske luftfartspioner Roland Garros, er den anden af kalenderårets fire grand slam-turneringer i tennis. Den bliver afholdt over to uger fra slutningen af maj til starten af juni på anlægget Stade Roland Garros i Paris, Frankrig.
French Open er den eneste grand slam-turnering, som spilles på grusbaner, og det er derfor sæsonens mest prestigefyldte grusturnering. På grund af det langsomme underlag og femsætskampe (i herresingle) uden tiebreak i femte sæt anses den for verdens mest fysisk krævende tennisturnering.[1][2] Dog anvendes der siden 2023 matchtiebreak til 10 point i 5. sæt hos mændene og 3. sæt hos kvinderne.
Turneringens officielle franske navn er Les internationaux de France de Roland-Garros eller Tournoi de Roland-Garros ("Roland Garros' franske internationale" eller "Roland Garros-turnering" på dansk), men på engelsk og dansk bliver turneringen normalt omtalt som French Open. Turneringen anvender imidlertid selv navnet Roland Garros på alle sprog, herunder engelsk. Franske retstavningsregler dikterer, at navne på steder eller begivenheder opkaldt efter en person, sammenknyttes med en bindestreg.[3] Derfor bør navnet på arenaen og turneringen på fransk staves Roland-Garros.