Frigg

For alternative betydninger, se Frigg (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Frigg)
Frigg ved sin spinderok, spinder skyerne

Frigg (norrønt Frigg) er Odins hustru i den nordiske mytologi. I litteraturen beskrives hun som Odins ligeværdige, når det gælder viden om verdens skæbne, men modsat ham tier hun. Kun i digtet Baldrs draumar skildres Frigg som aktivt handlende i forsøget på at ændre skæbnens gang, da hun først beder alle ting i verden skåne sin søn Balder og siden, da det mislykkedes, at græde for ham.[1] Pga. hendes visdom søger Odin ofte hendes råd i vanskelige beslutninger. Hun er mor til Balder, Hermod og Høder og datter af Fjørgyn, hun ejer hesten Hovvarpner og bor i huset Fensale (der betyder ’’Mosesalen’’). Frigg har flere tjenere, de vigtigste er Fulla, der er hendes tjenestepige og Gna, som er hendes sendebud.

Frigg kan genfindes i jernalderens sydgermansk religion som Frija eller Frea, men da kildematerialet til religionen i denne periode er langt mere sporadisk end til vikingetidens i Norden, så er det usikkert i hvor høj grad de ligner hinanden. I Norden blev Frigg bl.a. opfattet som gudinde for ægteskabet. Kilderne tyder på, at hun blev tilbedt i forbindelse med fødsler og hvis mødre havde brug for beskyttelse af deres børn, specielt drenge, der drog i krig. Herudover stod hun som beskytter og hjælper ved traditionelt kvindearbejde, som vævning, syning, madlavning o.l. I flere myter beskrives gudinderne Frigg og Freja på næsten samme måde. Det har ført til spekulationer om, at de oprindelig måske har været samme gud. I de nordiske kilder bliver Frigg hovedsageligt relateret til den ægteskabelige og moderlige kærlighed, mens Freja knyttes til den sensuelle kærlighed og frugtbarhed. Ugedagen fredag er opkaldt efter Frigg.[2][3]

  1. ^ Steinsland (2005) s. 237
  2. ^ Elof Hellquist, Svensk etymologisk ordbok
  3. ^ Elias Wessén, Kortfattad etymologisk ordbok – Våra ord deras uttal och ursprung

Developed by StudentB